Lidt tidligere end oprindeligt planlagt er jeg hjemme igen, efter i den forgangne uge at have vandret tværs over Sälenfjeldene og Fulufjället, i et forsøg på at genoplive en snart tyve år gammel tradition om at tage på sommervandretur på fjeldet. Og må sige at det har været en lidt blandet oplevelse, for de mellemliggende år, hvor jeg har været adskillige gange i Himalaya eller i Andes, og besteget bjerge snart sagt overalt på kloden, så har fjeldet unægtelig mistet lidt af sin evne til at imponere, i hvert fald hvad bjergene som sådan angår. For selv om jeg havde udtænkt mig adskillige bestigningsmuligheder undervejs fandt jeg i praksis, at der ikke var nogle af disse, der var værd at bestige, da der ikke var nogle af bjergene jeg ville karakterisere som selvstændige toppe, ikke engang hverken Östra Granfjället eller Brattfjället, der jo er de højeste punkter i henholdsvis Sälenfjeldene og Fulufjället. Denne opfattelse blev bekræftet på Köarskalsfjället og Källfjället, de bjerge jeg rent faktisk var på, men som blot virkede som store højplateauer, og hvor man overhovedet ikke bemærker når det begynder at gå nedad igen. Så fjeldet, i hvert fald her i den sydlige del, er i hvert fald ikke et sted man skal opsøge for at få nogle bjerge til samlingen. Men der findes også andre kvaliteter end bjergene, for det er et ideelt sted at opleve de store vidder, uden at man behøver lave lange og stejle opstigninger til høje bjergtoppe. Gennem alle de mellemliggende år havde jeg dog lidt glemt, hvor ofte man vandrer gennem sump og mudder, hvilket godt kan gøre vandringen lidt træls, når man gentagne gange må finde alternative ruter rundt om mudderhuller. Men omvendt, så er det altså heller ikke værre, for det lykkedes mig at komme gennem hele vandreturen uden at have haft vand eller mudder til højere end anklerne. Men visse ting har alligevel ændret sig i de nitten år jeg har været væk fra fjeldet, specielt er kilometrene blevet længere end de var i 1980'erne. Og så er det heller ikke længere tillokkende at vandre dag efter dag fra morgen til aften, så på fremtidige ture vil jeg næppe lave dagsmarcher på over 20 km, ligesom jeg bør overveje at indlægge overliggerdage, så man kan opleve omgivelserne uden at det nødvendigvis skal ske med 20 kilo på ryggen. Men sidstnævnte havde jeg vist konkluderet allerede for over 20 år siden. Og så tror jeg at en ugetur vil være passende, det bliver både for tungt og for kedeligt at være afsted på fjeldet i mere end en uge af gangen, så fremadrettet vil mine ture herop nok næppe blive af mere end ni dages varighed, hvilket jeg jo passende kan have i mente når jeg skal planlægge den resterende etape videre til Grövelsjön.

På vej over Källfjället, Sälenfjeldene.