For en måneds tid siden udtrykte jeg her i min klumme min skepsis over sociale netværks lyksaligheder, men jeg må rettelig tilføje at de jo også kan have deres fordele. I de seneste måneder har jeg med regelmæssige mellemrum haft kontakt med en fyr fra Teheran, som stod og skulle besøge Danmark her i efteråret, og derfor gerne ville have kontakt med folk her i landet. Og her tilbød jeg mig gerne, dels fordi jeg gennem mine besøg i Iran har fået et absolut positivt indtryk af iranere, og dels fordi fyre, som føler sig forfulgt i deres hjemland på grund af deres seksuelle præferencer, absolut har min sympati. Det viste sig så at fyren på forhånd havde overstået den vanskeligste forhindring ved at komme ind i landet, idet det var lykkedes ham at opnå et Green Card til Danmark, takket være hans baggrund som energiingeniør i Teheran. I første omgang mødtes vi i tirsdags til en kop kaffe i Lyngby for at jeg kunne finde ud af hvordan jeg kunne være ham til hjælp med at komme i gang her i Danmark. I første omgang var han dog kun i landet i et par uger, for at opnå de første kontakter, og onsdag var vi så ude på den store bytur, hvor vi var både i Udlændingeservice for at afklare nogle spørgsmål i forbindelse med hans Green Cards gyldighed, og herefter på den kommunale forvaltning for at gennemgå praksis med registreringen som lovligt bosiddende i Danmark. Endelig, efter endnu et par kopper kaffe ved bredden af Sortedamsøen, kunne vi så tage ud og se lidt nærmere på den centrale del af København, hvor vi både var på værtshus og senere tog en hurtig gang fastfood. Omend jeg vel hellere ville have budt på en gang smørrebrød. Vi skiltes sidst på eftermiddagen, da jeg skulle videre til en anden aftale, og i morgen tidlig flyver han hjem til Teheran. Men han regner med at komme tilbage igen om to-tre måneder, og i mellemtiden vil han søge jobs i Danmark over nettet. Når han kommer tilbage bliver det forhåbentlig af lidt mere varig karakter.