Navigation:    
Start  >  Blog 
> 3. oktober 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Hastværk er lastværk Lørdag, 03.10.09

Da jeg i går tog fra Kastrup til Lissabon var der andre som var på vej til Kastrup, idet den amerikanske præsident beærede København med et af sine sjældne besøg. Barack Obama var taget til København på et fransk visit for at tale Chicagos sag ved den igangværende IOC-kongres, hvor det bl.a. skulle besluttes, hvilken by som skulle være vært for de Olympiske Lege i 2016. Kandidaterne var Chicago, Tokyo, Rio de Janeiro og Madrid, og Obama ville med sit lynbesøg i København forsøge at gøre kunststykket efter, som Tony Blair og Vladimir Putin i sin tid gjorde da de ved deres magtfulde optræden ved tidligere IOC-kongresser hentede OL til London og Sochi. Men det lykkedes ikke for Obama at overtrumfe konkurrenterne, tværtimod blev Chicago stemt ud, allerede ved den første afstemning blandt de delegerede. Men da var Obama allerede på vej hjem mod Washington. Hastværk er tilsyneladende stadig lastværk, også i storpolitik. Her til aften kunne jeg så på mit hotelværelse på CNN se resultatet af afstemningen, hvor brasilianske Rio de Janeiro viste en overbevisende sejr, og på en måde var Rio vel også den logiske vinder. Der er jo megen prestige i at få lov af afholde OL, og Tokyos bud var nok ikke så relevant, idet der jo lige har været OL i Beijing, og der ikke er tradition for at holde OL på samme kontinent lige efter hinanden. Hvilket især kan siges i relation til Madrid, da der jo skal være OL i London i 2012. Chicago og Rio måtte derfor siges at være finalisterne, og her havde Rio et stærkt trumfkort, idet der aldrig tidligere har været afholdt et OL på det sydamerikanske kontinent. Måske man kan sige at Obama gjorde Chicago en bjørnetjeneste ved blot at dukke op, holde en tale for de delegerede og så stikke af igen, i stedet for at afsætte lidt mere tid til forudgående målrettede samtaler, lige som Blair og Putin havde gjort det i sin tid; nu virkede det mere som at folkene fra The Windy City blot lagde deres trumf på bordet, uden rigtigt at bringe den i spil. Det bliver en kæmpe chance for Rio, for Brasilien, og for hele det sydamerikanske kontinent hvis det lykkes at gennemføre et vellykket OL i Rio - men så skal der nok også lige ryddes op i kriminaliteten forinden. Congratulations, Rio - og Good Luck!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.