Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. oktober 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Slappertur til Hinneryd Torsdag, 15.10.09

Jeg kom hjem fra Portugal søndag, og allerede to dage senere havde jeg pakket rygsækken igen for at tage på tur. Denne gang var det dog ikke med overnatning i firestjernet hotel, men i mit eget primitive, men mere hyggelige telt. Turen her er dog noget anderledes and vanligt, idet jeg denne gang forsøger mig med at have en fast basislejr, hvor jeg både ville kunne lave kortere vandreture i nabolaget eller nyde livet og slappe af hvis det var det jeg havde lyst til. Det er faktisk den frieftermiddag jeg tog på vandreturen i Sälenfjeldene, som har inspireret mig til denne form for vandretur, og nu hvor jeg ikke skal slæbe rygsækken fra lejr til lejr har det givet mulighed for at fylde den med alskens rare sager. Første overliggerdag gik dog op i lige lovlig meget slapperi, og netop under sådan et turkoncept som dette var det jo helt legalt, men i dag skulle der nu være mere aktivitet. De nye Terrängkartan, der siden 2008 dækker Sverige i et nyt kortnet, viste et vindskydd ved den nærliggende sø Mäen, som måske kunne være værd at kigge nærmere på. Vejret var utroligt fint efterårsvejr, med rimfrost om natten og sol skinnende fra en skyfri blå himmel denne dag. Skoven stod i de flotteste efterårsfarver, lige det rette tidspunkt til at tage på en travetur i. Og når man så tilmed kun var på dagtur og ikke behøvede bære nogen rygsæk var det jo ren ferie. Efter et par timers vandring nåede vi frem til vindskyddet, som dog tydeligvis ikke var så nyt som man kunne antage ud fra kortet, sandsynligvis har det ikke været opdaget tidligere da det var fuldstændig overbevokset. Man kunne dog få tørvejr og fast tag over hovedet der, men med det ekstremt lave tag ville jeg nok alligevel foretrække mit telt. Vi benyttede dog også lejligheden til at se hvad den nærliggende landsby Ränte ellers havde at byde på: en ganske udmærket badeplads, der faktisk havde noget bedre overnatningsfaciliteter end vindskyddet, og en skrammelplads, der ved nærmere studium viste sig at være en museumsværdig samling af gamle mekaniske maskiner og maskindele, som dog led under at stå udendørs året rundt, hvorfor meget af det desværre var reduceret til rustbunker. Men et fint eksempel på, at selv i de mest afsides liggende udsteder findes der ildsjæle - eller særlinge, vil nogen måske sige.


En gammel motor til remtræk, bygget i Vimmerby i 1930,
som kører på alt fra spildolie til rapsolie.
www.nostalgisidan.se

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.