|
|
Rapport fra UIAA Safety Commission
|
Onsdag, 21.10.09
|
SafComs arbejde gennem de senere år har efterhånden udviklet sig til et guldæg for UIAA, i takt med deres Safety Labels udvikling og verdensomspændende anerkendelse fra både producenter og forbrugere. Dette har medført, at administrationen af dette Label nu er blevet flyttet over til UIAAs kontor i Schweiz, og meget information vil kunne hentes på UIAAs hjemmeside. Som et fortrinligt tiltag ligger der her en database over samtlige produkter, der har blevet godkendt af UIAA, så hvis man har et stykke klatreudstyr, man måske ikke er helt sikker på, er det bare at gå ind på hjemmesiden, hvorefter man kan se om et givet produkt er godkendt, og hvor længe godkendelsen gælder, forudsat at UIAA har en standard for den pågældende type klatreudstyr. Og kan man ikke finde produktet her, er det højst sandsynligt fordi det aldrig er blevet godkendt! Man kan selvfølgelig også gå ind og se, hvilket producenter der har godkendte produkter, samt hvilke krav udstyret skal opfylde for at kunne blive godkendt af UIAA. Så hvis man er lidt af en 'gear-aholic' ligger der mange timers interessant læsning her. På nuværende tidspunkt er der uddelt over 1.600 labels, der stadig er godkendte, fordelt på 56 producenter. På baggrund af den mere professionelle administration har gebyret for disse Labels kunne fordobles, uden at UIAA har mistet en eneste kunde! At administrationen er flyttet ud fra kommissionen har så også betydet at kommissionen har kunnet koncentrere sig om det der interesserer den, nemlig det væsentlige arbejde med at vedligeholde og udbygge standarderne. Der er netop blevet udfærdiget en ny standard for rebbremser, herunder både abseilbremser og sikringsbremser, og der forventes her et potentiale på flere end 100 Labels. Der sker også en jævnlig vedligeholdelse af de eksisterende standarder, og eksempelvis vurderes for tiden alternative vinkler for test af karabiner, en testmetode for klatreseler for at vurdere konsekvenserne ved fald med hovedet nedad, samt test af bolte i tropiske klatreområder nær saltvand. SafCom har også lagt en video ud på deres hjemmeside om, hvordan man tester udstyr, men jeg advarer: Det er stærke sager, så hvis man ikke føler sig helt tryg ved sit udstyr bør man nok i det mindste slå lyden fra!
http://www.theuiaa.org/act_safety.html Link ikke længere aktivt!
|
|