I går gav den engelske rockgruppe Muse koncert i København, og selv om gruppen har høstet megen ros og anerkendelse for deres musik synes jeg nok det var lige seriøst nok at booke Parken til koncerten. Måske, for selv om det øverste tribuneafsnit var lukket af virkede den resterende del af Parken stadig halvtom. Og Parken gjorde sit bedste for af sætte en kæp i hjulet for, hvad der senere skulle vise sig at blive en fremragende koncert. Efter at have kæmpet mig gennem mudderhuller og afspærrede veje måtte jeg stå tre kvarter ude i øsregn mens jeg ventede på at komme ind i Parken gennem de alt for få åbne indgange. Alt imens musikken fra opvarmningsbandet strømmede ud fra Parken. Skandaløst!
Nå, men efter at være kommet indendøre og efter den første bajer var det tid for hovednavnet at gå på, hvilket ikke overraskende skete med det i P3 voldspillede Uprising. Et udmærket nummer, omend jeg altid har synes det har virket mærkeligt at man kun spiller det nummer i radioen, når der så mange andre gode numre på skiven, også numre som efter min mening er endnu bedre. Den store betonkasse til Parken har altid været svær at få en fornuftig lyd ud af, men jeg synes egentlig det var lykkedes bandets lydteknikere at få et fornuftigt lydbillede frem til publikum. Og storskærmsshowet var ganske imponerende, når nu der var en afstand til scenen, der gjorde at man ikke så så meget til bandet selv. Men utroligt at kun tre fyre kunne levere så meget lyd - de kom i hvert fald ikke sovende til hyren. Jeg har kun kendt Muse fra jeg så et par videoer for et års tid siden, og købte den første skive med dem i påsken. Men en trediedel henne i koncerten leverede de den første overraskelse (for mig), da de gik i gang med Supermassive Black Hole. Det nummer kendte jeg jo godt, da jeg havde hørt det på et langt tidligere tidspunkt. Havde siden dengang syntes det var et imponerende nummer uden at ane hvem som stod bag det. Og da bandet så gik direkte over i Guiding Light, som nok er mit favoritnummer på den nye skive, ja, så var jeg solgt. Den midterste del af koncerten var måske lidt for rocket efter min smag, men det er imponerende hvor mange stilarter Muse spænder over, og stadig slipper godt fra. For bandets leder og forsanger Matthew Bellamy har en gudsbenådet stemme og er et fantastisk musikalsk talent. Afslutningsnummeret Knights of Cydonia var endnu en yderst behagelig overraskelse, da jeg jo også kendte dette fantastiske nummer, uden at vide at det atter var musik fra Muses hånd. Findes der mon nogen bedre måde at blive musikalsk overrasket på? Jeg tvivler, men da begge disse to overraskelser er fra samme skive må jeg nok hellere ned til pladehøkeren igen!
         
http://muse.mu/ Link ikke længere aktivt!