Kristoffer Szilas har de seneste år udviklet sig til en af de førende alpine klatrere i Danmark, blandt andet med Eigers nordvæg og den danske førstebestigning af Cerro Torre. Men noget kunne tyde på at hans succes og overskud er ved at vokse ham over hovedet, eller også er den danske sandkasse blevet ham lidt for trang. Der har den seneste uges tid kørt en heftig debat på Dansk Bjergklubs debatforum, hvor Szilas bruger en succesfuld bestigning af Baruntse i Nepal til afsæt for hans egne tanker om at danske alpinisme står i stampe og tendenderer til at lefle for den laveste fællesnævner, en holdning han beskriver i en artikel på sin egen hjemmeside www.kristofferszilas.com. Kristoffer er ikke just kendt for at holde sine meninger for sig selv, og gudskelov for det, men derfor behøver man ikke nedgøre andres præstationer. I sin artikel fremhæver Kristoffer den danske Ama Dablam ekspedition i 1988 som den største præstation i dansk klatrings historie, en rute han selv har besteget, hvorefter han - realistisk nok - skriver at "enhver kan komme på toppen af Ama Dablam, hvis de er fløjtende ligeglad med stil, da der er fixreb stort set hele vejen til toppen". Og hvad så? Det kan vel ikke komme som en overraskelse for nogen, at der på et at de mest efterstræbte bjerge i Nepal er efterladenskaber fra tidligere ekspeditioner. Everestbestigere får også det glatte lag, for ifølge ham, så "er og bliver disse ruter bare vandreture på sneskråninger og alt for ofte er det kun lykkes med hjælp fra sherpaer, fixreb og iltflasker." For Kristoffer handler klatring "ikke om at nå toppen, men om at få oplevelser og samle erfaringer i de mest imponerende omgivelser jorden har at byde på", og her har Kristoffer så evig ret, men han glemmer at bjergbestigning og -klatring er en mangfoldig friluftsaktivitet, og det der kan være mantraet for den ene kan være fuldstændig uinteressant for den anden. For den ene kan det være en fantastisk oplevelse og udfordring at vandre op over kilometerlange sneskråninger mod en top, mens en anden vil kræve lodretstående søjler af sprød vandis, og samtidig have det fint med at stoppe midt i væggen, blot fordi den ikke længere er stejl nok. Vi er jo alle forskellige!

Ama Dablam