I gårsdagens blog om fremtiden i dansk alpinisme var det i overvejende grad Kristoffer Szilas som kom til orde, men privat er jeg også blevet bedt om at komme med mit eget synspunkt, hvilket jeg i et vist omfang også har gjort i går. Men dette interessante synes jeg nok fortjener en uddybning, for hvis der er noget som står mit hjerte nær, så er det bjergene som det ultimative fristed, hvor der ikke er andre regler end dem man selv sætter. Hvilket også er grunden til at jeg er så tvivlrådig over for opsplitningen i UIAA, IFSC og ISMC. For selv om IFSC og ISMC jo hører hjemme i bjerg-familien, så mener jeg også, at disse organisationers hang til faste regler er dræbende for det frie initiativ i bjergene. Måske Kristoffers synspunkt netop derfor afspejler den tiltagende opsplitning og marginalisering der sker indenfor bjergsport i disse år, også på verdensplan, hvor først sportsklatrerne og dernæst skibjergbestigerne kollektivt meldte sig ud af UIAA. Nogen gange kan jeg godt ønske mig tilbage til dengang hvor vi alle var en stor familie, men hvis det er folk som Kristoffer der tegner billedet bliver det nok svært. Vi har jo netop i UIAA, efter syv års sværdslag, fået vedtaget den reviderede Tirolerdeklaration om etik i bjergene, hvor der i Artikel 3 fremgår: We owe every person we meet on the rocks or in the mountains an equal measure of kindness and respect. In isolated conditions and in highly stressful situations physically or mentally, it is especially advisable to follow the golden rule: treat others, as we want to be treated ourselves. Jeg kan sagtens følge Kristoffers frustration over, at visse bjergbestigere blot vælger at gå i andres fodspor for at få en oplevelse, men i mit hjerte bliver en bestigning ikke mere værd fordi der ikke har været andre før - eller mindre værd fordi der har været tusind mennesker før mig, blot jeg ikke skal dele toppen med dem samtidigt. For når der ikke er andre regler end dem man selv sætter er det i mine øjne helt fint at man bruger fixreb og sherpaer - sidstnævnte skal jo også have noget at leve af - og hvis blot man er ærlig over for ens egne regler, så skal man naturligvis også krediteres for den præstation man har foretaget. Og vælger man at bruge fixreb er det også fint nok, blot man husker at rydde op efter sig. Kristoffer vil nok ikke give mig ret i min påstand, at eventyret stadig lever, også på bjerge som har været besteget tusinder af gange før ad samme rute, det eventyr der funkler i øjnene på både de mange førstegangsmontblanc-bestigere og hos mig selv, når jeg igen og igen vender tilbage til Sabalan. Men det er præcist denne mangfoldighed, med udfordringer på ethvert niveau, der gør bjergbestigning til noget unikt - noget for alle!

Under orkanagtig storm på Lauberhorn, december 2001.