Siden jeg i 2003 for første gang var på vandretur på Skåneleden med drengene fra Team Aberjaro blev det lynhurtigt en tradition at tage afsted på en sådan vandretur den tredie weekend i november. Alligevel er det trods denne faste aftale ofte svært at få tingene til at passe, og det er heller ikke altid det er lykkedes at få alle med på tur; således blev turen sidste år helt aflyst da der var for mange aftaler som lagde beslag på tiden. Men når det er sagt, så synes jeg også at det er fedt at vi - trods den i dag store spredning i bopæl og endnu større forskel i beskæftigelser - stadig har lyst til at tage på tur med hinanden her seks år efter vores fælles stortur til Afrika. I år var der dog to som ikke kunne deltage: den ene havde lovet sig væk til anden side, og den anden var af doktormanden beordret brak på grund af knoglebrud, så sidstnævnte var i hvert fald lovligt undskyldt. Alligevel må jeg sige at det blev en herlig tur sammen med de tre andre. For det er jo ikke bare det at være afsted på vandretur og lave noget fysisk sammen, der er også det sociale element, hvor vi under de lange aftners lange snakke ved bålet (meget vigtigt) kunne fortælle om hvad der var sket siden vi sås sidst og hvad planerne var for fremtiden. Som en naturlighed var det vores premierløjtnant der var omdrejningspunktet, da han både kunne tale med om den kommende tur til Aconcagua og om sin seneste periode i kamp i Afghanistan. Selv om vi kun var fire var det ikke hygge der manglede, og det var utroligt så hurtigt den lille viser bevægede sig fra ti til et. Dog havde det let amputerede fremmøde den effekt at der var pænt store sjatter tilbage i begge whiskyflasker da vi tog hjemover søndag eftermiddag, en lidt usædvanlig hjemtur, for nu vi kun var fire kunne vi nøjes med kun at bruge en enkelt bil, så ved turens slutpunkt måtte vi med taxa tilbage til udgangspunktet, hvilket faktisk viste sig at være væsentligt billigere end hvis vi var kørt i to biler som normalt. Hvad der i 2003 egentlig kun havde være tænkt som en enkelt forteelse havde med årene udviklet sig, så vi hvert år havde lagt en etape på, og med årene er vi vandret hele vejen fra Hallandsåsen til Østersøen. Men vi løber dog ikke tør for vandresti lige med det første, for vi har for længst besluttet at vi nu vender turen, vender tilbage til Hallandsåsen og vandrer den anden vej, ud til Kattegat, i november 2010.