|
|
Den evige jagt på Under Armour træningssko
|
Mandag, 23.11.09
|
Jeg har nu i fire år været ganske begejstret for det amerikanske firma Under Armours design indenfor sportstøj, hvor især deres HeatGear linie har været banebrydende og inspirator for mange andre velansete sportsudstyrsfirmaer. Pudsigt nok er mærket aldrig rigtig slået igennem i Danmark, men i stedet har jeg nede i motionscentret på det seneste tit og ofte set Nike's plagiater af den ægte vare, og andre velanskrevne mærker har også deres egne plagiater på vej. Men den ægte vare lader åbenbart vente på sig her under vore egne hjemlige himmelstrøg. Heldigvis køber jeg størstedelen af mit tøj via nettet, så for mig har det aldrig været noget problem at skaffe Under Armour tøj - senest har jeg for et par uger siden fået mig en specialsyet HeatGear heldragt, syet af en fyr i New York, da heldragter endnu ikke er en del af Under Armours officielle kollektion. Så det eneste der efterhånden manglede var Under Armour fodtøj, og denne mangel har firmaet rettet op på for et lille års tid siden. Det ville jo utvivlsomt være en god oplevelse at være klædt i Under Armour sportstøj fra top til tå, men det har vist sig uventet svært at skaffe UA sko hjem, da mine sædvanlige leverandører endnu ikke har taget sko ind i deres program, og UA selv ikke kan fakturere varer til salg til udlandet. Så når det en sjælden gang sker at jeg ser nogen med Under Armour fodtøj herhjemme spærrer jeg selvfølgelig øjnene op. For et par måneder siden spottede jeg en sort fyr i Kastrup i UA sko, men det viste sig at han netop var kommet ind med fly fra Georgia, og her i eftermiddags var der sågar en der trænede i UA sko i motionscentret. Det viste sig naturligvis at han havde købt sine sko under et tidligere besøg i USA, men også han var meget tilfreds med sine sko, og kunne kun anbefale mærket til andre. Det behøvede han dog ikke til mig, men det var nu fedt at møde andre ligesindede herhjemme. Og så må jeg vel se at gøre en ekstra indsats for at få mig mine egne Under Armour træningssko - om jeg så skal ud på det sorte marked for at få dem!
UA HeatGear på Embarcadero, San Francisco.
www.underarmour.com
|
|