Navigation:    
Start  >  Blog 
> 8. december 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ministermøde i over 5000 meters højde Tirsdag, 08.12.09

For nogen tid siden vakte det verdensomspændende opsigt da Maldivernes regering holdt møde under vandet, for at demonstrere, at dette ville blive virkeligheden for dette lavtliggende land hvis ikke der blev sat en begrænsning for CO2-udslippet, der er en af årsagerne til det varmere vejr, der langsomt men ufravigeligt får verdenshavene til at stige. Om det var inspireret heraf skal jeg ikke kunne sige, men i fredags holdt Nepals regering verdens hidtil højst beliggende ministermøde, da man ifølge pressemeddelelse fra Nepal havde forlagt sit møde til Kala Pattar ved Everest Base Camp. Det er dog lidt usikkert, præcist hvor mødet har fundet sted, da det senere i meddelelsen fremgår at mødet fandt sted i Everest Base Camp, og hvorfor skulle man i givet fald nævne Kala Pattar? Med tanke på den tilstundende vinter er mødet dog næppe blevet holdt på hverken gletscheren i Everest BC eller på toppen af Kala Pattar, men i Gorak Shep, det sidste udsted før både Kala Pattar og Everest BC, og dog immervæk i 5100 meters højde. Men uanset beliggenheden var meddelelsen fra den nepalesiske regering klar: at det drejede sig om at redde miljøet i Himalaya, mens det stadig var muligt. Under ministermødet var der fire emner som prægede dagsordenen, og det var ikke overraskende, at arrangementet på Christiansborg Slotsplads på fredag var et af disse. Nepals regering vil her være repræsenteret ved ikke færre end fire ministre på fredag, nemlig turistministeren, kulturministeren, finansministeren og ministeren for skovbrug og jordbeskyttelse. To af de øvrige punkter vedrørte en beslutning om fredning af to store områder i bjergene, dels Gauri Sankar, som allerede i en vis grad har nydt en form for fredning, da området ligger lige op til den tibetanske grænse vest for Namche Bazaar, dels det mere ukendte område Api Nampa. Endelig har man besluttet en ti-punkts Everest Declaration om forandringer i klimaet, som vi sandsynligvis vil komme til at høre mere om på fredag.
Der er således ingen tvivl om, at man fra Nepals side mener det seriøst, hvilket man også fik indtryk af, da der i går blev afholdt pressemøde på Nepals ambassade i Hellerup. Så herfra kan jeg kun opfordre alle bjerg-interesserede til at møde op på Christiansborg Slotsplads på fredag kl. 11 når Nepals ambassade afholder Summiteers Summit der.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.