|
|
Dansk førstebestigning i Kina
|
Mandag, 21.12.09
|
For en del bjergbestigere er det den største oplevelse og det højest opnåelige mål, at foretage en førstebestigning og derved sikre sin egen udødelighed. Og det har de to danskere Kristoffer Szilas og Martin Ploug gjort, da de den 28. november som de første nåede toppen af det 5820m høje bjerg Ren Zhong Feng i Sichuan-provinsen i Kina. På deres vej mod toppen havde de haft en lang tur op over den isede grat, hvor Martin styrtede på vejen op, og hvor Kristoffer som ren rygmarvsrefleks kastede sig ud til den anden side af graten, således at han med sin modvægt kunne holde Martin og bremse hans fald. Godt at vide at de gamle regler indenfor bjergbestigning stadig gælder - også på nyopdagede bjerge.
Kristoffer er i den senere tid blevet kendt i bjergbestigerkredse for at stille sig kritisk overfor bjergbestigningens rolle som eventyrsport, for hvori eventyret ligger på et bjerg, der er blevet besteget mere end tusind gange før, kan jo diskuteres. For Kristoffer vil en sådan førstebestigning være den ultimative oplevelse, men man kan måske også spørge sig selv om, hvorfor bjerget ikke er blevet besteget før. For ganske vist er det japaneren Tamotsu Nakamura, der i årtier har gennemtrawlet de mest fjerne bjergegne for at kortlægge disse, der har 'fundet' bjerget - og det er således først nu bjerget er kommet til offentlighedens kendskab. Sandsynligvis fordi andre har bemærket bjerget før, måske det bare er for uanseligt. En højde på 5820m er trods alt ikke meget blandt Himalayas giganter. Men bjerget har ikke været besteget før, og derfor vidste bestigerne jo ikke hvad de gik i gang med. Men noget tilsvarende kan man jo sagtens opleve på andre bjerge. Til forskel fra klatrevægsklatring er ruten her jo aldrig ens fra gang til gang, især ikke når vi taler bjerge over snegrænsen, og enhver bestigning er jo så nærmest at betragte som en nybestigning. Omend langt de fleste bestigninger finder sted ad graterne, hvilket ganske vist giver mulighed for en mere præcis rutebeskrivelse - men som man alligevel ikke kan bruge til noget hvis der er faldet tre meter sne.
Jeg underkender absolut ikke Martin og Kristoffers bestigning af Ren Zhong Feng. Det er en stor præstation at foretage en førstebestigning af et bjerg. Men lige så meget kan det være en stor personlig præstation at bestige et hvilketsomhelst andet bjerg, hvis blot man selv bliver udfordret på sin egen erfaring i bjergene.
|
|