Mens vi var her i Garmisch-Partenkirchen skulle vi jo også ud og bruge vore kroppe. Jeg havde i går aftes været ude for at opspore et fitnesscenter jeg havde set en reklame for, men det så ud til at have været lukket for længe siden. I dag var der dog lovet sol og godt vejr, så det var klart at her skulle vi ikke tilbringe tiden inden døre. Jeg havde haft en lumsk og hemmelig plan om at lave en vinterbestigning af Wank umiddelbart øst for byen. Jeg havde jo tilbage i 1996 sammen med Christoph besteget tre af de højeste bjerge i denne bjerggruppe: Krottenkopf, Oberer Risskopf og Kareck, men jeg havde dengang udeladt den lettest tilgængelige af dem alle, nemlig Wank, hvis top let og enkelt kunne nås med gondolbane fra Partenkirchen. Sidste år havde vi begge været deroppe med banen, og jeg havde her fået ideen, ved en anden lejlighed at vandre derop, hele vejen fra Partenkirchen, med et mellemliggende stop i Esterbergalm. Dette sted havde jeg blot vandret igennem med Christoph fjorten år tidligere, da vi jo ikke gjorde os i den slags luksustiltag, men her i det 21. århundrede var det jo noget andet. Så i hvert fald til at begynde med vandrede vi op over de isede grusveje rundt om Estergebirge og ind gennem den lukkede dal til Esterbergalm. Undervejs holdt jeg udsigt mod stierne op mod Wank, men selv om vi passerede et par stykker undervejs så de absolut ikke ud til at være særlig frekventerede, og i hvert fald slet ikke så meget som året før. Så jeg lod tanken blive ved tanken, og i ro og mag fortsatte vi op til Esterbergalm, hvor der var højtryk og stuvende fuldt af mennesker. Vi var dog først fremme ved totiden hvor det værste pres havde lagt sig, så det var ikke overmåde svært at tilkæmpe os en siddeplads. Men så var der også stort rykud, og da vi var færdige med vores lette frokost (med jagatee, selvfølgelig), var stuen efterhånden halvtom. Så det var måske meget godt at vi kun skulle vandre ned til Partenkirchen igen, en tur som ganske vist ikke var videre vanskelig, men som alligevel skulle tages med forsigtighed ned over den isglatte vej. Vi nåede lige akkurat ned til Partenkirchen ved solnedgang, og efter at være nået tilbage til hotellet var det egentlig fedt med et varmt bad inden vi atter kunne bænke os i spisesalen og nyde køkkenchefens fremragende mad.

Esterbergalm ved vintertide.