Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. december 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  2009 blev et ganske acceptabelt år Torsdag, 31.12.09

December i sig selv blev ikke en speciel god måned, rent løbemæssigt. Hvilket har haft mange (dårlige) forklaringer, såsom et forbigående tilfælde af forkølelse samt mine små knækvaler jeg ikke helt kunne slippe fra. Sneen lagde sig over landet den 16., og der blev den liggende. Men selv om der blandt husejerne herhjemme var den sædvanlige ugidelighed overfor at rydde fortovet ændrede det ikke på at der generelt var gode føreforhold ude i skoven, hvis blot jeg kom derud. Og endelig var jeg i udlandet over både jul og nytår, hvilket heller ikke kastede nogle kilometer af sig. Så selv om, jeg havde planlagt at skulle været kommet op på 130 km i denne måned måtte jeg nøjes med 77 km. Hvilket trods alt er mere end de 62 km det blev til i december 2008.
Men alt i alt kan jeg se tilbage på et overvejende tilfredsstillende år, hvor jeg fik løbet næsten dobbelt så meget som i foregående år: 1.099 km mod 579 km sidste år. 125 ture med en gennemsnitlig længde af 8,793 km mod 72 ture med et gennemsnit på 8,045 sidste år. Og et løbetempo på gennemsnitligt 5:42 mod 5:58 sidste år. Så uanset hvordan man ser på det kan jeg konkludere at jeg har været mere inspireret til at løbe her i 2009 end i 2008. Og ikke bare i forhold til 2008, jeg har i forgangne år løbet mere end jeg har fået gjort i noget år siden 1995 - hvor jeg da trods alt kom op over 2000 km. Men interessant nok er denne stigning i nyere tid kun kommet ved inspiration og ikke ved nogen træningsplan, inspiration efter min umanerligt dårlige løbeform efter Gasherbrum-ekspeditionen sidste år, og i konkurrence med mine andre aktiviteter der er boblet op i det mellemliggende halvandet år. Der er ingen tvivl om at der fremadrettet bliver mere rift om både min tid og mine aktiviteter. Men på den anden side ved jeg også at en god fysisk form både gør mine forskellige aktiviteter lettere, og samtidig giver et større velbefindende. Hvordan det kommende år så vil forme sig må jeg så finde ud af i løbet af aftenen - den sidste i 2009.


Gennem den sneklædte Geelskov.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.