Nytårsaften 2009/2010 formede sig på en højst usædvanlig måde, idet for første gang siden mine glade alpindage for tyve år siden tilbragte jeg nytår i udlandet, nærmere bestemt i London, hvor jeg oplevede selve årsskiftet lukket inde i min nyindkøbte podsuit mens jeg på tv kunne betragte det enorme fyrværkeri fra London Eye ved Themsen og blev fodret med champagne. Det var fjerde gang i forgange år jeg var kommet til London, og også denne gang var jeg på besøg hos Chris og Ray, hvor jeg var blevet inviteret til nytårsfest sammen med tre andre lads. Jo, det var en god fest, hvor vi rigtig kunne hygge os sammen, og hvor jeg endnu en gang blev bestyrket i, at den vej jeg var slået ind på den forgangne sommer, bestemt havde sine kvaliteter. Og da festen var ved at være forbi og jeg kunne slappe af i sækken den sidste nat havde jeg rigelig tid til at tænke over, hvordan året var forløbet og hvordan det kommende måske kunne forme sig. Jeg havde jo snart halvandet år forinden i Pakistan set lyset på væggen og besluttet hvilke tre interesser jeg ville prioritere fremover. Mit fremtidige liv som løber, bjergbestiger og bøsse. Og allerede nu kan jeg se, at selv om jeg lige i øjeblikket fokuserer mest på det sidstnævnte, blandt andet ved at have en målsætning om at jeg skal se at få ryddet op i mine papirbunker så det vil være lettere at kunne invitere venner hjem, så har jeg allerede nu afsat tid i min kalender til alle tre aktiviteter. I første række bjergbestigningen, hvor jeg allerede her i februar tager fire uger til Argentina for at nyde de gode bøffer og rødvinen, men også satser på at få et par knolde med hjem, gerne mindst en over 6000m. Og her også få en indikation af, hvor meget jeg vil vægte bjergbestigningen fremover. Løberiet har allerede gennem nogen tid fået en mere fremtrædende plads, da jeg i forgangne år har løbet mere end jeg har gjort i fjorten år. Og jeg regner da også med at jeg tager med til GayGames i Köln i juli. Og hvad mine lagenaktiviteter angår, så har jeg stående invitationer til både Boston og Wien, ligesom det nok ikke varer så længe inden jeg kommer til London igen. Jeg tror det bliver et spændende år der ligger foran mig, et år hvor jeg mere end nogensinde før kan nikke til salig Lyhnes motto: Carpe Diem!