Det var med glæde at jeg pludselig konstaterede at en af mine tidligere fast besøgte sites www.spandexguys.com var ved at være oppe og køre igen. Sitet gik ellers ned uden varsel engang i sensommeren, og sitet fortalte nu blot noget om, at en server var blevet installeret med succes. Og det billede blev stående måned efter måned, så min forhåbning om at der ville komme en ny, mere moderne version døde stille og roligt i frustrationen. Frustration over, at de mange hyggelige bekendtskaber jeg havde fået i mine år som bruger af spandexguys, med et snuptag var blevet afskåret, lige på nær dem jeg sideløbende plejede email kontakt med. I mangel af bedre var jeg så i november blevet registreret på recon, og efterhånden havde jeg opgivet at spandexguys nogensinde ville komme op igen. Men her i dag blev jeg overrasket, for af gammel vane var jeg gået ind på siden, og lige pludselig var det et andet skærmbillede som strålede mig i møde. Jo, spandexguys var ved at være klar til en relaunch. Sitet havde altid været drevet ved frivillig arbejdskraft og idealisme, og det var også nær blevet sitets død, da et andet selskab havde forsøgt at overtage det. Og i den følgende turbulens der derved opstod var indholdet på både den oprindelige server og på backup'en blevet slettet ved en fejltagelse. Hvorefter det opkøbende firma ikke længere lod høre fra sig. Men nu er den oprindelige ejer tilbage på banen igen sammen med en håndfuld nye frivillige, som alle gerne ser at sitet kommer op igen. Og hvis alt går som planlagt skulle der være hul igennem sidst på måneden. Men især i disse tider, hvor folk opbygger deres identitet på Facebook, Twitter og andre sociale netværker, viser denne episode også, hvor sårbart det er et bygge en tilværelse på digitale netværker. For kontakter her kan være fine nok, men det kan altså kun fungere som et grovfilter. Som der altså nødvendigvis må følges op på langt væk fra computerskærmens flimrende lys.