Endelig lykkedes det at komme afsted mod eventyret. I går rullede minibussen op foran hotellet, og i Uspallata skiftede vi til LandRoveren for at komme frem til Valle del Colorado. Indtil da havde vi haft nogenlunde styr på turen ind, men fremme ved flodbredden fik vi lige at vide at vi skulle krydse floden to-tre gange den dag for at nå frem til lejren. Det måtte vi tage til efterretning, for det ville nu have været rart at vide det i forvejen, så jeg bl.a. kunne have tage vadesko og skistave med. Men så måtte jeg blot vade i mine vandresko - i øvrigt de samme argentinablå Converses som jeg med succes havde lavet indmarchen til Aconcagua i fire år forinden. Første vad gik fint nok - bortset fra at vort staff vandrede forbi på den modsatte side af floden mens vi ledte efter et vadested. De kendte åbenbart en rute hvor man ikke skulle krydse floden her. Men vi kom da over, og fortsatte på den anden side af floden indtil vi blev prajet fra den modsatte side, for det var her mellemlejren var. Tilbage og krydse igen. Klokken nærmede sig nu otte aften, vandstanden var på det absolut højeste, og både Erik og jeg fik en vandgang. I dag skulle vi så være nået op til basecamp, men således blev det ikke. Vi skulle vade floden ikke mindre end fem gange i dag, og fremme ved det sidste vad vurderede vi at strømmen var for stærk til at det var forsvarligt at tage sig over, så vi besluttede at slå lejr før vadet og tage det den følgende morgen når vandstanden forhåbentlig var lavere. De store sække med sovepose, liggeunderlag og varmt tøj var allerede fremme i basecamp, så vi måtte klare os med hvad vi havde i vores daypacks. Jeg må sige at jeg faktisk værdsatte denne udfordring. Vejret var fint, det var en frostfri nat, så det var en god træning i, hvor lidt man rent faktisk har brug for når man skulle lave en uventet bivuakering. På med næsten alt tøjet, benene i rygsækken, siddepladen under ryggen, korsryggen kunne så hvile på rygsækkens afmonterede bærebælte. Gummisko og vandreshorts kunne så være hovedpude, og et håndklæde og mine sammenlynede gamacher kunne så dække hullet mellem rygsækken og regnjakken. Det var rimelig mageligt, så jeg skulle nok få noget hvile, omend næppe så meget søvn.

Rio Colorado vades for anden gang på vej mod basecamp.