Både Erik og jeg overlevede natten i nødbivuakken ved bredden af Rio Colorado, og den følgende morgen var vi klar til at krydse floden en sidste gang. Vi kom også over, omend jeg tiltede en gang mere undervejs, da jeg skvattede over en boulder, der lå usynlig i det brungrumsede vand. Elastikbind om mit friske sår på skinnebenet, et par tights til at holde det hele på plads, og videre op til basecamp. Til sidst nåede vi frem til lejren, der lå på en dejlig terrasse med fremragende udsigt til Mercedario. Egentlig havde det oprindeligt været planen at vi skulle have gjort et forsøg på at bestige dette 6770 meter høje bjerg, men undervejs i planlægningen havde vi vendt blikket mod et mere moderat mål i stedet, nemlig det 6120m høje Cerro Alma Negra. I går var vi så oppe i den øvre dal for at kigge nærmere på tilgangen. Den beskrivelse vi havde fået havde talt om en rute ad delvis usynlige lamaspor op over stejle røde klipper, og med den uhyre mangelfulde beskrivelse vi havde fået for turen herop til basecamp frygtede vi det værste. Der var dog ikke så meget at frygte, for en efter mine erfaringer ganske tydelig sti slyngede sig op over en gammel sidemoræne, krydsede en ikke nær så gammel frontmoræne, og vi var i den øvre dal. Foran os til højre lå så vort mål, Cerro Alma Negra, og til venstre områdets næsthøjeste bjerg, det 6440m høje Ramada. Tidligere på dagen havde vi studeret vores opvarmningstop lidt nærmere, det 5500m høje Cerro Negra, men havde opgivet at ville gøre et forsøg på det, da jeg vurderede det til at være for løst i flanken, der gav adgang til en flot klipperyg. Så vi skulle nok koncentrere os om Cerro Alma Negra i stedet. Eller måske Ramada? Som nok var et mere spændende bjerg. Jeg må indrømme at jeg havde lidt blandede følelser for det bjerg. For det så ud til at være lige til at vade op på, så hvorfor skulle man ikke vælge det i stedet? Fordi det var for langt borte, og jeg havde ærlig talt ikke den store lyst til hele molevitten med at opbygge både en lejr 1 og 2, slæbe grej op og ned og bruge næsten en uge på det. Da jeg stod deroppe i den øvre dal kunne jeg indse, at tiden var løbet fra mig med lange ekspeditioner. Jeg har det fint med endagsraids, gerne også lange af slagsen, men det her med at arbejde i dagevis på det samme bjerg, det har jeg gjort før. Og hvad sjov er der ved at vade op på et bjerg, der som alle andre i denne højde, mestendels består af mere eller mindre løse snedækkede klippeblokke. Og det ville være det samme på Cerro Alma Negra. Hvis jeg endelig skulle bestige noget her skulle det være Ramada, og det i et endagespush fra basecamp i 3600m og direkte til toppen i 6440m. En opstigning på næsten 3000 højdemeter! Det var tydeligt at jeg aldrig ville komme op på hverken Cerro Alma Negra eller Ramada, og så kunne vi lige så godt vende om og lade være med at spilde mere tid her.

Ramada er højeste bjerg i den øvre del af Valle del Colorado.