Erik havde taget min beslutning om at vende om ganske fint, og allerede den følgende morgen forlod vores kok og medhjælper lejren for at stige ned til nærmeste telefon for at tilkalde hestedriverne til at rydde basecamp. Der var jo ikke mobilforbindelse, så vi måtte belave os på at tilbringe nogle dage heroppe i vort eget selskab. Messeteltet blev taget ned, men heldigvis blev den store kasse med mad stående, så vi stadig havde en del lækkerier, En håndfuld kølige Quilmes, for eksempel! Her til morgen blev vi så revet ud af vores døs da hestedriverne meldte deres ankomst. Så var det bare med at komme ud af poserne og pakke resten af lejren ned. Erik og jeg havde jo lavet en lokumsaftale med hestedriverne, at de formedelst 900 pesos ville tage to ekstra heste med op, således at vi kunne ride ned, og dermed overlade besværlighederne med flodkrydsningerne til hestene. Jeg selv havde aldrig nogensinde redet før, men jeg må sige at de 600 kroner pr. snude (eller rettere: pr. mule!) var givet godt ud. Det var dejligt rolige, men stærke heste de havde udvalgt til os, og det var ikke videre svært at sidde op, selv om det var primitive, originale gaucho-sadler, og den ene stigbøjle havde det med at forputte sig. Men det gik fint, jeg synes ikke det var så svært at sidde rigtigt på hesten - selv om en rutineret rytter nok ville græmme sig over mig. Men jeg tænkte, at hvis det føltes behageligt for mig var det nok også behageligt for hesten, så jeg forsøgte at sidde aktivt og samarbejde med hesten om at komme smertefrit ned gennem dalen. Og jeg må sige at jeg blev overrasket over, hvor stærk sådan en hest er. Når det gik stejlt opad var det som at sidde oven på kraftige hydrauliske stempler, der bare skød deropad. Og flodkrydsningerne - hestene standsede ikke engang for at orientere sig, men vadede blot ud i det strømmende vand. Der er ingen tvivl om, at man nok bør overveje at ride ind, hvis en anden gang man skulle ind i Valle del Colorado, eller en anden af Andesbjergenes mindre frekventerede dalgange. På 6½ time tilbagelagde vi de henved 30 km frem til Santa Ana, hvor jeepen ventede på os, og efter nogen ompakning kørte vi frem til Barreal, en søvnig by på kanten af bjergene. Eventyret i Valle del Colorado var overstået for denne gang, men jeg skal nok sige at jeg var blevet noget klogere på, hvad jeg skal foretage mig bjergmæssigt i fremtiden.

Klar til endnu et par timer på hesteryg.