Vi blev tre nætter i San Juan, og så tog vi tilbage til Mendoza. Indtil nu havde vi gjort brug af mange slags transportmidler, fra minibus over jeep til hesteryg, samt apostlenes ditto. Men turen tilbage til Mendoza tog vi med almindelig rutebil, hvilket godt kan rekommanderes, idet det var en fortrinlig dobbeltdækker, som man snildt kan holde ud at køre mange timer i. Fremme i Mendoza havde vi igen tre dage, og for at vi ikke bare skulle falde i fælden og forsumpe på Sarmiento eller Aristides foreslog Erik, at vi tog på en organiseret dagtur fra hotellet. Egentlig havde det været hans agt at vi skulle have været en tur ud for at prøve at ride, men den oplevelse havde vi ligesom allerede haft. I stedet tog vi på en tur om et tema vi begge kune nikke genkendende til, nemlig vin! Taglinen for Argentina går netop på at det er landet med sol og god vin, og vi havde da fået rigeligt af begge dele indtil nu. Vi hoppede på en halvdags vintur, hvor vi var ude og besøge to vingårde, en olivenoliemølle plus det turen indledte med: nemlig en delikatessevirksomhed, der forvandlede de mange skønne råvarer til nogle måske endnu skønnere produkter. Jeg blev i hvert fald så grebet at jeg måtte have en flaske argentinsk whisky med hjem. Selv om jeg allerede på dette tidspunkt vidste, at den ikke kunne måle sig med den ægte vare. Men så nåede vi frem til det, det egentlig drejede sig om, nemlig vinen. Egentlig skulle man tro at Argentina var en temmelig homogent vinland, når man lige ser bort fra de mange breddegrader. Men mikroklimaet er faktisk meget forskelligt fra dal til dal. Tæt på grænsen til Chile er der rigelig naturlig nedbør og kølige nætter, længere væk er klimaet varmere, men stadig med god mulighed for at skaffe vand fra floderne oppe fra bjergene, og andre steder er vejret bare varmt og tørt. Så der bliver produceret meget hvidvin i dalene i og nærmest Andesbjergene, mens Mendoza, som i denne sammenhæng egentlig ikke ligger i bjergene, er storleverandør i rødvin. Specielt på Malbec-druen, som er Argentinas nationaldrue. Netop derfor synes jeg det var synd, at de vingårde vi besøgte, gjorde så meget ud af at vise hvad de også kunne lave. Når nu vi var i Malbec-land kunne jeg godt have tænkt mig at der var focus på det der blev lavet her. Men det var der ikke så meget af. Omend den første vingård, San Huberto, der var en af de største i Argentina, var ganske ærlige om, at de havde marker overalt i Argentinas vin-egne, således at hvis de ville producere en Chardonnay, som ikke kan komme til sin ret omkring Mendoza, så dyrkede de den hvor der var gode forhold for Chardonnay, og bragte den så i hus med lastvogn. Fint nok, men jeg havde nu set frem til at smage en god Malbec. Men det gjorde vi så i Mendoza, hvor vi på en parilla faldt over en Andeluna, som viste sig at være en ekseptionel god Malbec. Helt klart værd at studere nærmere.

Chardonnay-druer klar til vinproduktion.