Det er nu snart en uge siden at jeg kom hjem fra Argentina og Chile, og jeg har brugt de mellemliggende dage på at evaluere turen. Jeg var jo i sin tid taget afsted for at finde ud af, på hvilket plan jeg skal lægge mine fremtidige bjergture. Nogen vil måske mene at turen har været en fiasko, da vi ikke fik besteget et eneste bjerg, endsige kom mere end blot nogle få hundrede meter op over basecamp, op til den øvre dal. Men turen har så absolut ikke været nogen fiasko, for enhver tur man lærer noget af er en tur med succes. For det her med at bruge dage på at opbygge lejre og slæbe sig en pukkel til for at komme højere op på bjerget, det har jeg prøvet før, og det er jeg måske også blevet for gammel til. Men det er samtidig ikke sådan at jeg er blevet helt træt af at bestige de større bjerge, jeg gider bare ikke det her med mange dage på bjerget. Men nu er det jo sådan, at jeg plejer at være stærk i højden, så selv om jeg vendte om denne gang, har jeg i de seneste dage fået en kættersk tanke om, måske at bestige Ramada på en dagtur. En opstigning på 2840m fra basecamp i 3600m til toppen i 6440m. At stige knap tre tusind meter op på en dag ville ikke bekymre mig, for det havde jeg jo gjort over night da jeg i sin tid besteg Fuji-San. Jeg måtte bare håbe på at min stærke højdetilpasning ville gøre, at jeg kunne gøre det samme 2½ km højere oppe. Det ville så nok kræve en bedre form end jeg har for tiden, men hvis ønsket om at kunne performe på et bjerg på denne måde ville medføre, at jeg havde et argument mere for at få mere gang i løbetræningen, vil kun være en win-win situation. I det hele taget fandt jeg ud af, at flerdages bjergture ikke rigtigt er så tiltrækkende mere. Det kan være fint nok at vade ind til en eller anden basecamp, eller op til en bjerghytte, men så skulle bjerget også kunne nappes i ét hug. Og hvis bjerget så er for stort til at det kan lade sig gøre, så må jeg blot finde mindre bjerge. Samtidig: hvis bjergture fremadrettet bare bliver éndagsture, så er der jo ingen grund til, at planlægge mit liv efter, at jeg til hver en tid kan hive to måneder ud af kalenderen. Jeg tror efterhånden jeg har rendt hornene af mig nok til, at jeg vil kunne affinde mig med en hovedferie på blot tre uger. Og hvis jeg accepterer det bliver vejen jo også åbnet for både faste jobs og mere faste bekendtskaber. Så ud fra den betragtning har turen til Sydamerika været alle pengene værd!