|
|
National Workshop i Odense
|
Søndag, 14.03.10
|
Denne weekend afholdt Dansk Klatreforbund National Workshop i Odense, og som medlem af forbundets bestyrelse var der naturligt for mig at deltage. I det mindste i bestyrelsesmødet om fredagen, men da jeg alligevel ikke havde noget for i den weekend var det nærliggende at jeg deltog i workshoppen også. Selv om jeg må indrømme at det tydeligvis ikke lige var mig der var målgruppen. Nogen gange kan man godt komme i tvivl, om skiftet fra Sportsklatreforbundet til Klatreforbundet reelt set er blevet implementeret udad til, eller om det bare er camouflage. For emnerne for de forskellige workshops tydede ikke på at der var noget at komme efter for en udendørsaktivist for mig. Klatreteknik, bouldering, klatreinspiration, onsight bouldering og videoanalyse var nogle af emnerne, og der var egentlig kun en workshop som jeg kunne have interesse i at deltage i selv, og det var klubledelse, som Rasmus Lund stod for. Men selv om der ikke rigtigt var noget for mig blev det alligevel rigtig godt, da vi fredag aften havde Åbent Forbund, hvor jeg skulle repræsentere de udendørs aktiviteter - og da der ikke var nogen repræsentanter for Uddannelsesudvalget til stede måtte jeg også repræsentere det udvalg. Der var nemlig flere som spurgte ind til udendørs aktiviteter og bjergbestigning som sådan. Der var en fyr som var inde over, at man sagtens kunne lave en række workshops som en forberedelse til en Montblanc-bestigning, med emner som bjergbestigning generelt, hvad der kræves og hvad det indebærer, fysisk forberedelse til en sådan tur og hvilket udstyr der er nødvendigt. Og da jeg jo er den eneste i Forbundets bestyrelse med overvejende interesse for udendørs aktiviteter burde det vel være en opgave for mig. Så jeg vendte den idé med vores breddekonsulent, men han mente ikke det lå indenfor rammerne for den Nationale Workshop, der jo er tiltænkt klatrerne. En bjergbestigningsworkshop burde snarere finde sted i bjergene. Hvilket jeg ikke er helt enig i, for hvis man aldrig har været i bjergene før vil det let blive en bekostelig affære at tage til en workshop i Alperne, uden at vide om bjergbestigning er noget for en. Hvorimod man på en workshop som denne kunne få en idé herom, blot ved at tage til Odense.
|
|