Det har været meget begrænset hvor meget jeg har været udendørs siden jeg kom hjem fra Sydamerika. Ikke så meget på grund af det kølige vejr, som ellers har været fint nok, men på grund af sneen og isen i skoven, hvilket har forhindret mig i at komme ud at løbe. Men efterhånden kan det ikke skjules at foråret er på vej. Sidst jeg var i Geelskov, den 8. marts, var det et valg mellem pest eller kolera, om jeg skulle liste mig hen over de vandoverløbne isbelagte stier, eller jeg hellere skulle kæmpe mig igennem de tyve cm hårdt pakket sne i skovbunden udenfor stierne. Der var ikke andre end mig i skoven, det var helt vindstille, så jeg kunne tydeligt høre de forkølede solsortes længselsfulde fløjten efter foråret. Fem dage senere var jeg i Odense, hvor jeg benyttede mig at lejligheden til at løbe en tur ud til og rundt om Vollsmose. I modsætning til København var her overhovedet ingen sne, men måske det skyldtes lokale årsager. Der var nok stadig dynger af sne i de københavnske skovområder. Eller hva'? Det måtte komme an på en prøve, og i dag blev jeg tvunget ud i det, da min orienteringsklub havde indkaldt til divisionsmatch i Lille Hareskov og Egebjerg. Og da jeg for en gangs skyld var hjemme i den weekend hvor der var match havde jeg meldt mig til, selv om det var flere år siden at jeg havde løbet orienteringsløb. Der var noget af en overraskelse at komme ud i skoven og erfare, at både sne og is stort set var forsvundet. Kun på steder der konstant lå i skygge, som inde i slugter eller under grendynger, lå der stadig gammel sne. Det var ganske inspirerende at være ude igen, og der er ingen tvivl om, at jeg nu ikke længere behøve at forlægge mine løbeture til løbebåndet i motionscentret. For det kan aldrig være andet end en nødløsning, og jeg kan nu se frem til, stille og roligt at udvide ud over de fem km der ellers har været normen vinteren over. Og O-løbet var heller ikke så ringe endda. Jeg var blevet sat på en let bane, og selv om det var frustrerende at kunne læse tre poster frem mens kroppen ikke rigtigt ville følge med, blev jeg alligevel nr. 2 på min bane og kunne derved score point til min klub. Og på vej hjem fra stationen så jeg de første vintergækker stå og nikke i en have - jo, foråret er endelig på vej.