Navigation:    
Start  >  Blog 
> 23. marts 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Obama fik sin sundhedsreform Tirsdag, 23.03.10

Hvad der ikke har været muligt i over tohundrede år, og som har knækket mange præsidenter i USA gennem tiderne, er nu endelig en realitet. I går traf Repræsentanternes Hus i USA en historisk beslutning, da det vedtog præsident Barack Obamas meget omdiskuterede sundhedsreform, der for første gang nogensinde garanterer lægehjælp til alle amerikanere, uanset om de er omfattet af en privat sygeforsikring eller ej. Som beboer i et vesteuropæisk land, hvor den slags har været gældende i lang tid, er det utroligt at en nation, der ellers er så fremmelig på så mange andre punkter, aldrig rigtig har gjort noget for at sikre sine egne borgere. Men de konservative har i al den tid vendt ryggen til befolkningen og konsekvent blokeret ethvert tilløb til en offentlig sygesikring. Og sådan var det også ved nattens afstemning, hvor der ikke var en eneste konservativ der stemte for Obamas sundhedsreform. Heldigvis er der for tiden demokratisk flertal i både Senatet og i Repræsentanternes Hus, så med et flertal på bare syv af de 435 repræsentanter blev reformen stemt hjem. Personligt mener jeg, at en sådan vidtrækkende reform burde have et større flertal, for at politikerne kunne få et fælles ejerskab til reformen, og så republikanerne ikke bare vil omgøre beslutningen den dag hvor de sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus. Men politik er jo det muliges kunst, og selv om flertallet var lille, så var det dog et flertal.
Forud for afstemningen fandt der dog en række demonstrationer sted, hvor de kirkelige protesterede mod reformen, da den ville bane vejen for en statslig accept af abort. Obama forsøgte at tage dampen ud af argumenterne ved at pointere, at det ikke var tanken at der skulle bruges forbundsmidler til at gennemføre en abort. Men netop sådanne demonstrationer viser, at selv om USA er ledende i verden på nogen planer, er man håbløst gammeldags på andre planer. At en del mennesker stadig mener, at kirken skal være bestemmende for samfundets udforming. Mens man samtidig sender tusindvis af soldater til Irak og Afghanistan for at forhindre det samme i udlandet.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.