Jeg havde jo regnet med, her i weekenden at møde Michael og Steven her i London, to fyre jeg kendte fra spandexguys og havde mødt tidligere, men det løb ud i sandet af forskellige årsager. Men David var et nyt bekendtskab som jeg havde fået gennem recon. David var ex-pat som boede i Brisbane i Queensland, men var på ferie en måned i England på dette tidspunkt, og vi havde aftalt at jeg skulle introducere ham på noget vandring. Jeg havde derfor fundet frem til The Beacons Way, en lang vandrerute gennem Brecon Beacons National Park i South Wales, og havde besluttet at dette skulle blive Davids første vandretur overhovedet, og min første på britisk territorium. Til forskel fra vandreruter som vi kender dem i Skandinavien er der ikke etableret overnatningspladser undervejs, så i stedet overnatter man i de små byer man passerer undervejs. Vi skulle dog kun vandre en enkelt etape, og jeg havde derfor udvalgt tredie etape fra Crickhowell til Bwlch. Jeg havde reserveret to nætter på et gammelt og rigtig hyggeligt hotel i Crickhowell hvor vi skulle overnatte før og efter dagens travetur. David ville så skaffe transporten fra London til Crickhowell. Han kom allerede søndag aften og overnattede inden vi mandag morgen tog toget til Abergavenny, og taxa videre herfra til Crickhowell. The Beacons Way viste sig snart at kræve mere orienteringssans end jeg havde regnet med, for ganske vist var ruten markeret hist og her, men markeringerne var tilsyneladende placeret efter hvor det var mest praktisk, og ikke efter hvor det var mest hensigtsmæssigt. En time efter vi havde forladt Crickhowell var ruten lagt om, og et skilt fortalte at vi blot skulle følge markeringerne. Det gjorde vi så - indtil de førte over et gærde ind på en mark, hvorfra der ikke var markeringer videre frem. Så det blev en spændende videre vandring over hegn, pigtråd, stenmure og små fossende bække, hvor det til sidst var fornemmelsen der førte os frem til den anden side af den omlagte rute. Det var lidt frustrerende, at vi efter et par timer stadig havde Crickhowell liggende lige dernede, men David havde blind tro til at jeg kunne finde vej, og følte sig helt tryg ved mig. Kan man ønske sig nogen bedre tillidserklæring? Vi mistede dog tre timer ved at finde vej, så jeg kunne se vi ikke kunne nå frem til Bwlch inden det blev mørkt. Så vi afbrød turen i Cwm-du og bestilte en taxa tilbage til hotellet, der ventede med spa på værelset og god mad i restauranten. At vandre på denne måde kunne jeg godt blive forfalden til - vi mangler jo stadig den resterende del fra Cwm-du til Bwlch!

David følger mig trofast over bakkerne ovenfor
Cwm Mawr i South Wales.