Jeg fløj hjem fra Heathrow som jeg plejede, og denne gang var det også med jet, men så ophørte også lighederne med en normal hjemrejse fra London. For at imødegå påskehjemrejsetrafikken i den notorisk overfyldte Heathrow lufthavn havde jeg valgt at flyve hjem på Business Class - oven i købet for egen regning og ikke som bonusrejse. Så jeg slap for den 70m lange kø frem til security samt køen til Baggage Drop, da jeg med Business Check-in og Fast Track kunne gå lige uden om køerne og bruge tiden i loungen i stedet. Det kostede så også et par tusind kroner mere at flyve Business Class, og for alle tilbudsnarkomaner, der gerne rejser på skæve tidspunkter til lufthavne langt fra bestemmelsesstedet for at spare et par kroner, kan det virke som galimatias. Men SAS er vort nationale luftfartselskab, jeg nyder godt af det store udbud af rejsemuligheder fra CPH, og så mener jeg, at jeg som dansker har en national forpligtelse til at gøre mit for at selskabet overlever. Om det så er value for money at flyve Business skal jeg så ikke kunne sige, men man får i hvert fald noget for pengene.
På flyet havde jeg et dobbeltsæde for mig selv, og af mere end én årsag var det dejligt at kunne have et roligt hjørne oppe foran for mig selv, for jeg sad og småhulkede hele vejen hjem over Nordsøen. Denne tur til London havde været helt anderledes end mine tidligere, for for første gang havde jeg oplevet hvad sand kærlighed var. For selv om det vel kun er en ferieforelskelse må jeg indrømme at jeg havde tabt mit hjerte til David. Den lille uge vi havde tilbragt sammen i London, i South Wales og i Newbury havde været som en drøm, for aldrig havde jeg oplevet nogen med så umiddelbar og ubegrænset tillid til mig som David - en tillid som absolut er gensidig. At han også har en god krop og vi langt hen ad vejen har fælles interesser. David kalder beskyttergenet frem i mig, og for første gang havde jeg oplevet at være sammen med nogen jeg kunne tænke mig at bygge en tilværelse op sammen med. Men desværre vil det forblive en drøm, for inden længe rejser han tilbage til sin mand i Brisbane. Til min rival - men nu har de trods alt været gift i 17 år. Jeg håber bare hans mand ved hvor heldig han er, at være gift med en så dejlig fyr som David. Evigt ejes kun det tabte, og jeg ved godt at jeg aldrig får David. Men i det mindste har han vist mig det basale i at elske og blive elsket.