Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. april 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  World Outgames årets begivenhed i 2009 Onsdag, 07.04.10

Vel hjemme fra påsketuren til England og South Wales kunne jeg så småt begynde at koncentrere mig om de hjemlige begivenheder, og her var der især én, der tiltrak min opmærksomhed, og det var Politikens årlige kåring af årets begivenhed i det forgangne år, den såkaldte IBYEN-prisen. Og selv om jeg kun sjældent er enige med diverse anmeldere når diverse priser skal uddeles, kunne jeg denne gang ikke være mere enig, idet prisen for årets begivenhed i 2009 gik til Copenhagen World Outgames 2009, en meget fin manifestation af den måske lidt politisk korrekte holdning til at der er plads til alle i vort samfund, uanset seksuel orientering. For københavnerne festede jo med, og deltog aktivt eller på sidelinien ved de mange arrangementer. World Outgames var stort set et fredeligt arrangement, når man ser bort fra de tosser der overfaldt et par bøsser efter åbningsfesten, eller dem der kastede kanonslag på det nyrenoverede stadion på Østerbro. Og især for mig som førstegangsdeltager ved World Outgames, både som aktiv, som tilskuer, som frivillig medhjælp og som repræsentant var det et yderst positivt arrangement, som også foranledigede mig til at melde mig til Gay Games i Köln her til sommer. Projektleder Mette Bugge fortæller i anledning af prisuddelingen at hun håber på at Copenhagen World Outgames 2009 på langt sigt får betydning både for København og for homo-, bi- og transgendermiljøet. Og mange måneder efter WOG kunne man føle den positive stemning i København, men efterhånden virker det som om glansen er gået af festen og danskerne er vendt tilbage til deres egen selvtilstrækkelighed. Alene vinterens debatter om homofobi indenfor fodbold, både i klubber og vel især på tribunerne fortæller, at der er lang vej igen før vi bliver accepteret på lige fod med heteroseksuelle.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.