Navigation:    
Start  >  Blog 
> 9. april 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  30 år efter skolebænken Fredag, 09.04.10

Hver andet år er der veteranfest på min gamle kommuneskole, og det var der således også i dag. Jeg er jo oprindelig dimmiteret fra Valby Skole, af nogle måske mere kendt som Rughavevejens skole, men det er ikke mange af veteranfesterne jeg har været til, da jeg hverken har videre tilknytning til mine gamle klassekammerater eller bydelen som sådan længere. Der går år imellem at jeg kommer til de centrale dele af Valby, og jeg tror faktisk at sidste gang var tilbage i maj 2008, hvor jeg sammen med Brian fra Irland var på en café i det nyåbnede bycenter Spinderiet for at få en kop kaffe efter en travetur omkring Veksø. Spinderiet er etableret i det gamle industrikvarter ved Valby Station, og min gamle skole er indenfor det sidste par år flyttet over i en af bygningerne her, efter at have ligget på Rughavevej siden 1898. Alene det at skolen var flyttet var vel egentlig grund nok til at vende tilbage til det gamle kvarter. Omend jeg hverken fik set den nye skolebygning, eller set hvad man nu brugte den gamle bygning til, der vist nu skulle være blevet til en slags center for specialundervisning. Men nu er det jo også over 30 år siden jeg gik ud af folkeskolen, så det var ikke så mange jeg kunne genkende. Der er kun en jeg har haft regelmæssig kontakt med siden jeg gik ud, og det er Ole, som siden har fortsat med til samme gymnasium, hvorefter vi blev kolleger på samme posthus indtil 1992. Men selv om vi i et vist omfang har delt interesser for bjergbestigning og vandring er det af forskellige årsager aldrig blevet det store vi har lavet sammen. Og Ole var heller ikke blandt de folk, der havde valgt at bruge en fredag aften i de gamle klassekammeraters selskab. Derimod var Lars dukket op. Ham havde jeg ikke haft kontakt med i lang tid, indtil jeg pludselig fandt ud af at han ganske hensigtsmæssigt sad i en stilling hos Thrane & Thrane, yderst hensigtsmæssigt da jeg i 2008 skulle have en aftale om brug af T&T's satellittelefon på min ekspedition til Pakistan og jeg skulle forhandle taletid med ham. Siden har både Mathorne og Lars forladt T&T, og Lars har etableret sit eget firma indenfor satellittelefoni, så det var lidt af en overraskelse at jeg kom hjem fra klassefesten med min egen satellittelefon. Ganske vist er det noget tvivlsomt om jeg nogensinde får brug for sådan en igen, men ellers er jeg temmelig sikker på at Klaris kan få brug for den!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.