Nu jeg var kommet til Milano havde jeg et uopsætteligt ærinde. Gennem mange år var jeg jo blevet punket af Erik over, at selv om jeg havde rejst rundt og besøgt mange af naturens vidundere, så havde jeg jo efter hans opfattelse ikke rigtig fået noget kultur, idet jeg endnu ikke havde besøgt Milano Domkirke, eller Duomo, som den hedder hernede. Dog var han aldrig gået så vidt som til at kalde mig en kulturamøbe, men alligevel. To gange tidligere havde jeg været i Malpensa for straks at tage videre til Alperne, men nu hvor jeg boede i byen var der ingen vej udenom. Og jeg måtte i et vist omfang give Erik ret, for domkirken var nu ganske flot. Selv om jeg egentlig havde troet at den var højere, da den nærmest stod og trykkede sig mellem de andre statelige bygninger. Men det var kun indtil jeg kom indenfor, for der var ikke tale om at bygningen ikke var særlig høj, der var nærmere tale om at den var uventet bred, og med en længde på 158 meter kunne man næsten placere en fuldvoksen atletikbane på grunden. De store dimensioner gjorde også sit til at man undervurderede højden, for faktisk rager Madonninaen på kirkens højeste tårn op i højde med Rådhustårnet i København. Duomo er en treskibet kirke, der hver for sig er imponerende nok, og specielt imponerende var de mange glasmalerier, som man i sig selv sagtens kunne bruge en hel dag på at studere. I det hele taget var det mest overraskende ved Duomo den store detaljerigdom der var anvendt ved byggeriet - man kunne tydeligt se at man havde kælet for bygningsværket. Men domkirken er også bygget på et tidspunkt hvor man havde tid nok, og hvor arkitekten udmærket vidste at han aldrig ville se sit bygningsværk afsluttet. Det her var ikke elementbyggeri, næ der var facetter i byggeriet overalt hvor man kiggede hen. Ikke færre end 3400 figurer, statuer og statuetter står rundt omkring på bygningens indvendige og udvendige facader, og de er vel at mærke alle sammen forskellige! Og der var fri adgang til domkirken og ingen kø! Lige på nær det med adgangen og den manglende kø kunne jeg ikke undgå at drage sammenligninger til Antoni Gaudís La Sagrada Familia, som er under opbygning i Barcelona og vel forventes færdig om en snes år. Jeg kunne ikke undgå at tænke på, om ikke Gaudí har ladet sig inspirere af Duomo her i Milano.