Mit ophold her i Milano var blevet noget længere end jeg havde regnet med, da jeg havde opgivet at komme videre mod Arco, hvor Klatreforbundet her i Himmelfartsdagene afholdt et klatretræf. Og kulturamøbe eller ej - det kan godt være at det ikke ligger til mig at hænge ud i storbyer og kigge på kirker, men med den udvikling jeg har haft i mine interesser de senere år ligger det i dag heller ikke længere til mig at hænge ud på en campingplads for at dyrke sportsklatring. Især ikke når man har en dejlig krop at kunne more sig med. Så jeg blev hængende nogle ekstra dage i Milano og vi vendte også tilbage til Duomo, hvor vi denne gang klatrede op på taget af hovedbygningen via det udvendige trappetårn. Jeg fandt ud af at Dario ikke var glad for højder, specielt ikke da vi fra trappetårnets udmunding ved tagkanten skulle stige op over en stejl trappe på taget til tagryggen. Men jeg har åbenbart en evne til at indgyde sikkerhed, om det så er med David på en vandretur i Wales eller med Dario på taget af domkirken. Vi kune dog ikke komme helt op i hovedtårnet, da adgangen hertil var afspærret, men udsigten fra toppen af kirkeskibet var heller ikke så ringe. I nord kunne vi se de snedækkede Alper, og jeg tænkte tilbage på den gang i 1984, hvor jeg besteg Zumsteinspitze, og hvorfra det siges at man under gode vejrforhold kunne se domkirken her i Milano. Selv om vi mente at kunne se Genuabugten ved Middelhavet mente vi nu ikke vi kunne se domkirken fra Zumsteinspitze, men det var ikke utænkeligt at disse snedækkede bjerge vi kunne se herfra måske netop var Monte Rosa.
Den gode stemning jeg hidtil havde haft her i Milano blev dog afbrudt sidst på eftermiddagen. Efter vores rundtur ovenpå domkirken trissede vi rundt i nabolaget, men pludselig begyndte gaderne at blive fyldt op med fodboldtilhængere. Det lokale hold Inter havde samme eftermiddag spillet en fodboldkamp mod Siena, og som nabo til Parken derhjemme ved jeg godt at jeg skal holde mig indendøre når der er fodboldkamp der. Inter havde ikke engang spillet her i Milano, men det skulle åbenbart ikke afholde deres fans for at gå på gaderne. Havde jeg vidst at pladsen foran domkirken er det traditionelle samlingssted for disse fodboldfans havde jeg holdt mig langt væk, for jeg havde jo hørt et og andet om de italienske tifosi. Jeg tror nu nok at disse var almindelige fodboldfans og ikke de berygtede tifosi man har hørt om, men det var såmænd også nok. Jeg holder mig altid langt fra larm og uregerlige sammenstimlinger, og da en fyr fyrede sit båthorn af lige i hovedet på mig var jeg kun få centimeter fra at slå ham ned. Det var en ren refleks fra min side, men alligevel blev jeg overrasket over min egen reaktion. Så jeg tog fat i Dario og sagde, at nu måtte vi hellere komme bort herfra inden det gik galt. Men det var sin sag, da sporvognen ikke længere kørte da sporene var spærret af glade fodboldtilhængere. Vi kom dog til sidst tilbage til hotellet, men det varede længe før min krop slappede af og jeg ikke længere gik med knyttede næver, klar til kamp. Det var på tide at forlade Milano!