Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. maj 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  To måneder til Gay Games i Köln Mandag, 31.05.10

Med kun to måneder til Gay Games i Köln synes jeg det vil være meget passende at lave lidt status over formniveauet på det nuværende tidspunkt. Selv om jeg var meget optimistisk efter World Outgames sidste sommer er jeg nærmest blevet slået tilbage til Start efter den lange seje vinter. Og vejret er da heller ikke for sommeragtigt i øjeblikket, selv om det er noget siden at sneen forsvandt. For at tage det positive først, så blev maj den første måned i år, hvor jeg fik løbet flere km end samme måned året før, da jeg fik svinget mig op på 86 km, hvilket samtidig er den måned med flest km i år - selv om 86 km på en måned jo ikke rigtigt er noget at bryste sig af, det svarer jo til at blot halvmarathon'en i Köln vil udgøre hele ugens program. Og jeg skal jo løbe tre løb på den samme uge i Köln. Værre er det at mit løbetempo har været noget langsommere end sidste år. Hvor jeg i forårsmånederne sidste år havde et gennemsnitligt tempo på 5:19-5:42 har jeg i år været omkring 20 sek. langsommere pr. km. Til trods for Davids gode moralske hjælp, han sidder jo stadig i baggrunden og udvælger hvilket af mit træningstøj jeg skal have på når jeg træner, og jeg må sige at det har været en god opbakning at have ham med på sidelinien. For han vil selvfølgelig gerne have at jeg ser godt ud når jeg løber. Og når man ser godt ud når man løber, så løber man også godt! Det har så ikke hjulpet så meget siden jeg løb i USA-dragten. Jeg føler jeg har noget mere krudt i benene end jeg fyrer af, men der kommer ikke så meget ud af det. Måske jeg burde tage nogle omgange med intervaltræning, for lige i øjeblikket virker det lidt som om gearkassen er rustet fast i andet gear. Endelig har der ikke været så meget gang i de lange ture i år. Sidste år havde jeg på dette tidspunkt løbet to ture på mindst 21 km, mens jeg i år kun en enkelt gang har sneget mig op over 11 km. Men at skulle lave både mere LSD-træning og tempotræning på samme tid lyder umiddelbart lidt selvmodsigende. Jeg tror nok jeg vil prøve en omgang begge dele her med det nærmeste, og så vurdere om jeg vil satse på de korte eller de lange distancer. Og så måske også deltage i et andet konkurrenceløb, både for at inspirere tempoet lidt samt få lidt tilvænning til konkurrence. Mon ikke en 10'er vil være passende?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.