Indtil for ikke så længe siden havde vi syv fede år. Økonomien buldrede derudaf, og der var snart ikke nogen grænser for, hvad vi kunne præstere og købe for de bugnende friværdier. Men alt har som bekendt en ende, og efter de syv fede år kommer der syv magre. Så vi burde jo også være godt rustet til at klare nogen modgang. For man behøver ikke være økonom for at vide, at man lægger lidt til side i de fede tider så man kan klare sig gennem de trange tider. Selv et egern ved, at hvis det ikke lægger agern til side om efteråret kommer det ikke gennem vinteren. Men et sådant intellekt har VKO-regeringen tydeligvis ikke haft, for nu hvor vinteren banker på kommer tømmermændene efter forbrugsfesten. Man har simpelt hen haft for travlt med at feste, og nu hvor sneen falder går realiteterne op for regeringen: Spisekammeret er tomt! Så det er da klart at man nu må sætte tæring efter næring, så det burde være mest rimeligt, at dem der har nydt godt af forbrugsfesten også skulle være dem der betaler regningen. Man har jo talt så meget om finanskrise i det sidste halvandet år at det næsten er blevet en massepsykose. Der er vel nærmere tale om, at efter de fede år er vi nu gået tilbage til normaltilstanden, og når velhaverne så ikke længere kan få deres forbrugsfix bliver de desperate. Da økonomien buldrede på det højeste var det lige før, at selv rengøringskonen følte sin eksistens truet hvis ikke også hun kunne bo i en Strandvejsvilla med egen bådebro. Især fordi bankerne ikke holdt sig tilbage for at låne ud. Men nu er skaden sket, og VKO-regeringen har brugt de fede år til at brænde sit lys i begge ender. Regeringen fremlægger i disse dage deres såkaldte genopretningspakke for at få styr på den danske økonomi, og hvem skal så betale? Næ, ikke alle dem der har profiteret af forbrugsfesten, regningen skal selvfølgelig betales af dem der har stået på gaden og set orgierne udspille sig inde bag panoramaruderne. Der bliver skåret i de tiltag der er til gavn for alle, også for dem der ikke har nydt godt af forbrugsfesten. Og problemet er, at disse nedskæringer jo aldrig bliver reverseret. Sidste gang der var krise blev eksempelvis dagpengeperioden beskåret fra syv til fire år, og nu bliver den beskåret yderligere til to år. Jo, når der er fede tider skal der gives til dem der har, og når der er trange tider skal der tages fra dem som intet har.