For tiden kan man læse i de danske aviser om, hvilke vanskeligheder der venter vore soldater, når de efter endt krigstjeneste vender tilbage til det fredelige Danmark. Skrækeksemplet er Politikens historie i går om Rico Madsen, som efter tre udsendelser til krigen på Balkan var blevet psykisk syg af at have været i krigszonen for længe. Ganske vist er krigen på Balkan jo overstået for denne gang, og Forsvaret herhjemme er efterhånden blevet ganske gode til at følge op på de soldater der kommer hjem fra krig, men eftervirkningerne fra Balkan har Rico stadig. Efter i flere år at have kunnet støtte sig til kammeratskabet i felten er den kamp mod systemet, som vore hjemvendte soldater må gennemleve, som regel en kamp som de må kæmpe alene. Og vi alle ved jo godt, at at kæmpe mod systemet er at kæmpe mod vindmøller. Samme avis beskriver også, hvordan en soldat, der er vendt hjem efter flere missioner i krigszonerne på Balkan, i Afghanistan eller Irak, efter hjemsendelse får afvist deres ansøgning om kontanthjælp, fordi de på grund af deres missioner i udlandet ikke kan opfylde kravet om, at man skal have opholdt sig her i landet i mindst syv af de seneste otte år, for at få kontanthjælp. Og efter lang tid med det forhøjede stressniveau og tragiske hændelser med sårede, invaliderede eller måske endda faldne kammerater, kan det nok være svært at kunne bestride et normalt job. Og når man så hører om, hvilke unødige problemer vore hjemvendte soldater må kæmpe mod, så bliver jeg rigtig gal. Disse soldater er draget i felten for at løse en opgave for Danmark, en opgave de gør deres bedste for at løse, tilmed på en måde der høster stor anerkendelse blandt vore allierede, og som hver dag kan koste dem livet eller førligheden. Antallet af soldater der er kommet hjem i en kiste taler sit tydelige sprog. Men når de kommer hjem behandler systemet dem som det ringeste afskum, i stedet for at hædre dem for den store indsats de har gjort. Jeg siger ikke at vore hjemvendte soldater skal sendes på offentlig forsørgelse i resten af deres liv, for hvis der er noget vore veluddannede og kamptrænede soldater ikke har brug for, så er det at sætte sig hen i gyngestolen og flette peddigrør. Disse soldater har allerede én gang gjort sig nyttige, og det vil de fortsat gerne gøre, hvis de er i stand til det. Men efter en sådan udsendelse burde de kunne skånes for disse tåbelige administrative regelsæt, som er møntet på helt andre samfundsgrupper end vore stolte, hjemvendte soldater. Det kan så være, at ens politiske observans gør, at man mener vi slet ikke skulle udsende soldater til fremmede krigszoner, men det er en diskussion der skal tages i Folketinget, og en holdning som absolut ikke bør komme vore dygtige soldater til skade!