Fra Hanstholm var vi fortsat sydpå, men havde alligevel taget os tid til lunch i Klitmøller inden vi ræsede sydpå for at nå færgen over til Thyborøn. Med den sidste hurdle således overvundet kunne vi tage det mere roligt ned over Harboøre Tange. Vi måtte dog lige gøre holdt på lokaliteten for Danmarks største giftkatastrofe, nemlig Cheminovas nedgravede kemikalieaffald ved Høfde 42, hvor der i sin tid er gravet 170 tons bladan ned og mange andre rare sager. Det var meget forstemmende at være i dette øde og barske landskab, og man følte sig næsten hensat til efter apokalypsen. Stranden var fuldstændig mennesketom, den vestlige kuling bar sandfygningen over klitterne, og overalt var der en svag men karakteristisk lugt af kemi. Det var ikke et rart sted at være, men det fortalte, hvordan samfundet kan blive når fabriksejere ikke er ansvarlige for deres handlinger og sætter hensynet til ussel mammon højere end naturen og befolkningens sundhedstilstand. Hvilket vi jo også kan se i dag med BPs aktiviteter i den Mexicanske Golf!
Efter bæverjagt og overnatning i Lemvig fortsatte vi udenom Nissum Fjord til næste stop på Bøvling Klit, hvor vi for alvor kunne blive blæst igennem. Vinden var taget til, og de store vindmøller gjorde deres bedste for at hive megawatt ud af vinden. Jeg var taget til Vesterhavet for at opleve havet når det er barsk, så derfor var kulingen også en bonus. Men jeg må indrømme at det også hurtigt blev trættende at man ikke kunne gå udenfor en dør uden at blæsten slog i hovedet, ligesom fygesandet trængte ind overalt. Men det var jo det jeg var kommet for, så jeg kunne jo ikke klage. Der er jo nogle der bor her året rundt, og jeg forstår nu godt hvorfor vestjyder er gjort at et særligt stof. Vi gjorde stop i Thorsminde og fortsatte forbi Nr. Lyngvig videre til Hvide Sande, hvor der var havfrisk fisk på frokosttallerkenen. Jeg må sige, at fisk er noget de har forstand på her! Vi sneg udenom Ringkøbing Fjord og ville så bruge nogen tid på at se de reetablerede Skjern Enge. Men dette store område med genskabt natur efter det mislykkede inddæmningsforsøg i 1960'erne var lidt for stort til at vi kunne skabe os et overblik på den begrænsede tid vi havde til rådighed. Men vi fik da en forståelse for, at Skjern Å er Danmarks vandrigeste å, og vel mere fortjener betegnelse flod end Gudenå. Vi havde for længst opgivet planerne om at se Esbjerg og Fanø, så de måtte vente til en anden gang. Vi skulle dog ud til Blåvands Huk, og udså os derfor Blåvand som vores sidste overnatningsplads, og kunne derfor slutte denne tur ned langs vestkysten af med at besøge fyret på Danmarks vestligste punkt og efterfølgende frokost på badehotellet i Hjerting. Så var vi også så tæt på Esbjerg som vi kunne komme uden at være der.
*) citat fra "Lørdag Aften" med Gnags, 1984.

På Blåvands Huk, Danmarks vestligste punkt.