Jeg havde tidligere været i Milano for at besøge Dario, og det havde været så positivt, at knap var jeg hjemme igen før jeg havde booket den næste billet til Milano. Inden jeg kom her til Malpensa havde Dario fortalt mig, at han havde forberedt en lille overraskelse til mig. Og en behagelig overraskelse, må jeg sige! Ligesom sidst blev jeg hentet af Dario i Malpensa lufthavn, men denne gang skulle vi ikke spilde tid med at hygge os med kaffe, i stedet tog vi elevatoren direkte ned i parkeringskælderen. Straks han åbnede bagagerummet vidste jeg hvad der ventede mig, da rummet var næsten tomt, bortset fra en længde reb og et par håndledsmanchetter. Jeg må indrømme at synet heraf gjorde mig kåd, og der begyndte at danne sig en bule i mine lycrashorts. Det er kun sjældent jeg rejser i lycra når jeg er med fly, men jeg havde gjort det denne gang, for ikke at skulle risikere at spilde tid. Og vi spildte heller ikke tiden. Jeg fik bind for øjnene og blev lagt i restraints, og kravlede så frivilligt i bagagerummet, hvis begrænsede plads gjorde, at jeg naturligt indtog en position, som Dario straks udnyttede til at svinebinde mig. Og med mig vel anbragt i bagagerummet blev gardinet trukket for og bagklappen lukket. Så kunne min rygsæk passende få den mere behagelige plads på bagsædet. Men jeg klagede ikke! Inden vi var kommet rundt, op og ud af parkeringskælderen og var ude på motorvejen, havde jeg mistet enhver stedsans, og indelukket i det mørke rum var der rige muligheder for, at mine tanker gik deres egne veje. Høresansen var den eneste jeg kunne bruge til noget, og jeg lyttede efter enhver indikation af, hvor vi kørte. Efter nogen tid blev den jævne fart afløst af et lavere og mere afbrudt tempo, så vi måtte have forladt motorvejen. På vej hvorhen? Jeg kunne høre at vi stadig kørte på asfalt, og kunne mærke at det var en jævn en af slagsen. Men jeg fantaserede om at høre, at vi bevægede os ud på en grusvej, så vi måske endte på en øde parkeringsplads et sted i en skov. At jeg blev hevet ud af bagagerummet, og blev, stadig blindfolded, ført ind i skoven, bundet til et træ og efterladt der, indtil Dario fandt det betimeligt at udnytte mig. Beklageligvis syntes jeg aldrig rigtig at vi kom til nogen grusvej, og da endelig vi stoppede, bagagerummet åbnet, og jeg kunne komme ud og få blindfolden af, erfarede jeg, at vi holdt på en parkeringsplads foran hotellet i Varese. Men det havde været en inspirerende køretur, som virkelig havde tændt op under mig. Dario havde kørt med vinduerne åbne, så der kom rigelig med kølig luft ned til mig, og med regelmæssige mellemrum havde han spurgt ned til mig, om jeg var okay. Min største frygt havde faktisk været at blive køresyg, men det var der heller ikke noget af. Så det bliver forhåbentlig ikke sidste gang jeg får en tur i hans bagagerum.

Stuvet ned i bagagerummet i Darios bil.