|
|
Lille David
|
Mandag, 12.07.10
|
Det var nu anden gang i år at jeg var kommet til Milano. Ikke så meget på grund af de omgivende bjerge, men mere fordi jeg havde fundet ud af, at Dario var en ganske hyggelig fyr, som det var rart at bruge nogle dejlige stunder sammen med. Denne gang havde jeg dog ikke oprettet kvarter i Milano ligesom forrige gang, men i Varese, som ud over at ligge tættere på Malpensa lufthavn også kunne være et billigere sted at finde et hotel. At det så ikke blev billigere i den sidste ende skyldtes snarere at jeg var gået en hotelkategori op, så vi denne gang kunne nyde dagene på et firestjernet hotel. Balkonen åbnede ud over en lille park bag hotellet, hvorfra det gik videre til den lokale travbane, så det var noget mere landlige omgivelser end forrige gang, hvor jeg havde valgt Admiral Hotel i det centrale Milano. Til gengæld var der så ikke så meget kultur at se på i Varese, men mennesker lever jo ikke af kultur alene. Til gengæld var det centrale Varese nu ganske hyggelig, med en større bydel indrettet til fodgængerzone og næsten fri for biler, hvilket jeg tror er lidt af en sjældenhed for italienske byer. Så selv om vi skulle køre lidt for at komme ind til centrum var det en behagelig afveksling fra Milano, og jeg vil slet ikke afvise at jeg kunne finde på at bruge hotellet her en anden gang. Men hvad Varese manglede i kultur havde jeg forsøgt selv at tage med. Jeg havde kort tid forinden købt et par spandexshorts i de italienske farver grøn, hvid og rød, og i det centrale hvide felt var der gengivet et udsnit af Michelangelos berømte Davidstatue. Nu har jeg egentlig altid været af det indtryk, at denne David var temmelig underudrustet, men gengivet på mine shorts virkede det faktisk ganske naturligt, og der er jo heller ikke nogen grund til at gå rundt og ligne en brunstig hingst! Men det er jo nok ikke sidste gang jeg tager lille David med til Italien!
|
|