Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. juli 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Argentina tillader homoægteskaber Torsdag, 15.07.10

Hvad vi i Danmark har diskuteret gennem flere år, men aldrig er kommet videre med, nemlig lige rettigheder til homoseksuelle som til heteroseksuelle, kan de godt finde ud af i Argentina, for her til aften har det argentinske senat besluttet, at homoseksuelle par både kan gifte sig, adoptere børn, og i øvrigt opnå samme rettigheder som de heteroseksuelle par har nydt i evigheder. Beslutningen var dog længe undervejs, og forud for denne var gået en ophedet debat i senatet, hvor det tog 12 timer før der kunne tages en beslutning. Som i alle andre latinamerikanske lande har den katolske kirke en stærk indflydelse, og ikke bare kirken havde store protester mod beslutningen, men under hele debatten var der omfattende demonstrationer foran kongressen i Buenos Aires. Den konservative organisation Familias Argentinas fastholdt under hele forløbet at man ikke kunne sidestille homoseksuelle med heteroseksuelle, idet essensen af en familie er, at den består af to personer af modsat køn, og at enhver variation går imod loven og imod naturen. Man kan så spørge sig om, hvorfor man lovligt tillader reagensglasbefrugtning, ligesom uanset hvor mange hjælpemidler man bruger kan man endnu ikke producere børn af udelukkende mandlige sædceller. Naturen sætter jo i forvejen sin begrænsning, uanset hvad loven beslutter. Men det er loven, der forhindrer homoseksuelle i at have de samme muligheder som heteroseksuelle. Heldigvis har den argentinske præsident Christina Fernandez hele tiden været en vedholdende støtte til at ligestille homoer og heteroer, og under debatten i senatet udtrykte hun bekymring over de argumenter modstanderne brugte i deres henvisninger til begreber som "Guds krig" og "Djævelens projekt", som umiddelbart førte tankerne tilbage til den spanske inkvisition. Om det var præsidentes argumenter der gjorde udslaget er dog næppe tilfældet, men det er godt at vide, at selv i dette katolske land er ligestillingen kommet et gevaldigt skridt fremad, og at ligestillingen nu er gennemført, som det første latinamerikanske land. Det er noget vi kunne tage ved lære af i Danmark, som alt for længe har stået i stampe på dette felt. For jeg kan ikke se hvorfor homoseksuelle ikke skal have de samme rettigheder som heteroseksuelle - der er jo ingen homoer, der ønsker at heteroer skal have frataget deres rettigheder, så hvorfor denne modstand?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.