Navigation:    
Start  >  Blog 
> 9. august 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Udflugt til Niesen Mandag, 09.08.10

Jeg havde jo udvidet min uge til Gay Games i Köln med en halv snes dage sammen med Paul i Vestalperne, og jeg havde på et tidligt tidspunkt spurgt ham, hvad vi skulle fokusere på. Hans svar tilbage var: Eiger, Matterhorn og Montblanc. Åh nej, ikke endnu ikke en af den slags, tænkte jeg, for lige præcis de tre bjerge er jo de store turistmagneter, der tiltrækker turister og wannabe bjergbestigere fra nær og fjern. Men efter en længere snak var vi blevet enige om, at det ville være nok at se disse bjerge under en bjergtur, og koncentrere os om den pågældende tur, og så måtte vi se hvor langt vi nåede. Fint nok. Vort første mål var således Eiger, hvor jeg foreslog at vi gentog den tur fra Grindelwald over Kleine Scheidegg til Lauterbrunnental, som jeg havde lavet i 1981, og hvor jeg stadig havde et hængeparti. Men så langt nåede vi ikke i første omgang, for på vej mod Interlaken så jeg pludselig et vejskilt, der viste af mod Niesen. Det bjerg havde jeg jo bemærket allerede i 1981, men havde aldrig haft lejlighed til at se nærmere på det. Vejret var dog fint, så hvorfor ikke? Jeg drejede fra og parkerede ved stationen for Niesenbahn. Der går et kabeltog hele vejen til toppen, men det ville jo ikke tælle som bestigning at nå toppen pr. tog, men på den anden side ville de 1670 højdemeter nok være lige lovlig meget, som vores første tur, især da vi tidsmæssigt ikke havde regnet med at skulle i bjergene allerede i dag. Vi lavede dog et udmærket kompromis, hvor vi tog kabelbanen op gennem skoven til mellemstationen, hvorfra vi så gik mod toppen. Det blev en ganske udmærket og lønnende tur. Så snart vi kom fri af skoven åbnede udsigten over Thunersee sig foran os, og da vi fortsatte opstigningen fik vi også et godt udsyn til Eiger. Paul var ganske tilfreds med mit valg, for herfra kunne han ikke blot se Eiger, men også få bjerget placeret i sine rette omgivelser. Paul var meget fascineret af nordvæggens bestigningshistorie, og han var rigtig glad for at se bjerget live. Jeg var også rigtig glad for turen so far, for ud over at vi havde den samme fælles seksuelle præference, og delte den samme interesse for løb kunne vi her dele den samme interesse for de store bjerge. Selv om Paul var noget ældre end mig havde han jo i Köln vist, at hans form bestemt ikke fejlede noget! Vi havde i den forgangne uge talt om, hvad det kunne have været blevet til, hvis vi havde mødt hinanden for 25 år siden! Vi var gået op den direkte vej fra mellemstationen, men for at lave ikke bare en bestigning af Niesen men en overskridning gik vi ned på bagsiden af bjerget, og via en tilsyneladende ikke særlig benyttet sti traverserede vi bjerget og kom derved tilbage til mellemstationen, hvorfra vi returnerede med toget til bilen. Der var ingen grund til at rushe til Grindelwald, så vi fandt i stedet et rigtig godt hotel i Spiez, med en ekstrem god beliggenhed lige ved søbredden, hvor vi kunne nyde vores Chardonnay. købt specielt til lejligheden. Jeg syntes nok vi fortjente lidt godt!


Udsigt mod Eiger fra toppen af Niesen.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.