Paul havde tidligere på ugen fået sit første blik på Eiger, men mere vil have mere, så han var godt tilfreds med, at vores næste tur ville bringe os helt op under nordvæggen. I 1981 havde jeg vandret fra Interlaken til Lauterbrunnen via Faulhorn, Grindelwald, Kleine Scheidegg og Trümmelbach, og den tur havde givet mig et så uforglemmeligt indtryk, at jeg er kommet tilbage til Schweiz næsten hvert eneste år sidenhen. Og jeg ville gerne give en del af denne oplevelse videre til Paul, da vi ville gå etapen fra Grindelwald til Trümmelbach. Derved kunne jeg også få lukket et af hullerne, da jeg i sin tid havde taget tandhjulsbanen fra et trinbræt overfor Grund til Kleine Scheidegg for at spare tid. Men vi havde planlagt at overnatte i passet, og derved ville vi have tid til at kigge nærmere på Eiger. Vi parkerede ved Grund og steg op mod Alpiglen. Jeg var positivt overrasket over Pauls form. Inden turen havde han sendt mig en liste over de bjerge han havde besteget tidligere, selv om jeg ikke rigtigt kunne bruge det til noget, da stort set alle bjergene var newzealandske, bortset fra Kilimanjaro. Og som måske var det bjerg, der fortalte mindst om hans abilitet - hvem ved? Vi kravlede op under Eigers nordvæg, men tog den nedre sti, for stadig at kunne beholde indblikket i hele væggen, men standsede adskillige gange for at studere nordvæggen nærmere. Paul var ganske godt velbevandret i de forskellige facetter af væggen, så man skulle næsten tro at han havde haft planer om at klatre den på et tidspunkt! Ud på eftermiddagen nåede vi op til Kleine Scheidegg, hvor vi indlogerede os på samme hostel som da jeg i 2001 var der sammen med Klaris. Sågar på det samme værelse: Bergführerzimmer, forstås! Efter en god aften og nat i passet påbegyndte vi nedstigningen til den anden side. Jeg havde ikke fået kortet med fra denne del, så vi var lige et smut forbi Biglenalp inden jeg fandt den rigtige sti ned. Det var 29 år siden at jeg havde gået her sidst, men der var åbenbart ikke meget jeg kunne huske om ruten fra dengang. Og heller ikke hvor stejl ruten var. Jeg havde stadig lidt problemer med venstre knæ efter halvmarathon'et om lørdagen, men vi var stadig i stand til at holde et par store guidede vandregrupper bag os. Til sidst nåede vi ned i bunden af slugten og kunne krydse Trümmelbach, hvorefter vi fortsatte ned i bunden af Lauterbrunnental. Vi kom ud ved Trümmelbachfälle, men Paul havde ikke den store interesse i at komme ind og se dem, og da jeg allerede havde været der to gange tog vi over med bussen for at hente bilen, som forhåbentlig stadig holdt parkeret i Grindelwald. Og denne gang kunne vi nok ofre en overnatning i Interlaken!

Paul i nedstigning mod Wengernalp.