Efter at have kigget Eiger godt og grundigt efter i sømmene og nydt Darios selskab under hans besøg hos os i Brig var vi nu klar til at gå videre med Pauls bjergmæssige ønsker. Matterhorn stod som det næste på programmet, og vi havde derfor rykket vor standlejr til Zermatt, så han også kunne opleve denne by. Da jeg ikke havde nogen forventninger om, at vi kunne bestige Hornet, og jeg heller ikke havde nogen videre lyst dertil, havde jeg foreslået Paul at vi enten kunne tage op og lave min traditionelle tur til Oberrothorn, hvorfra vi kunne se Hornet på afstand, eller tage op og besøge Hörnlihütte for derved at komme helt tæt på. Paul var mest stemt for Rothorn, for at vi derved kunne få endnu en bjergtur sammen, så morgenen efter vor ankomst til Zermatt tog vi ekspressen op til Sunnegga. Vejret var lidt svært at blive klog på, da det var tåget da vi kom op til Sunnegga, men det så ud til at solen havde gode chancer for at kunne bryde igennem skyerne. Traditionen tro ville jeg stige op fra Sunnegga, og vi holdt min sædvanlige kaffepause i Tufteralp. Undervejs brød solen igennem skyerne, og vi fik en overraskende fin udsigt mod Matterhorn. I dalen havde det været regnvejr det sidste par dage, men heroppe var Hornet snehvidt, som var vinteren allerede kommet. Det inspirerede kun til at komme op og helt fri af skoven, så efter et par krus kaffe steg vi op i Tufterchumme. Det havde været min tanke at stige direkte op til Furggji gennem denne sidedal, og derefter gå direkte mod Oberrothorn, men vi var nok lidt for fokuserede på Matterhorn. I hvert fald holdt vi for langt til højre, og på et tidspunkt kunne jeg se at vi var på vej op på Ritzengrat. Det var dog ikke noget at beklage sig over, for med det spændende vejr vi havde nu, med sløragtige skyer, var det langt mere spændende at nyde udsigten fra Ritzengrat end at nøjes med den indelukkede udsigt i Tufterchumme. Så det blev en rigtig flot tur op over Ritzengrat, med udsigt til de sneklædte bjerge i vest. Vi nåede op i 2700m, og fra blot at have lejlighedsvis sneklatter i terrænet kom vi efterhånden op i sneen, hvilket kun gjorde turen mere spændende. Tilsyneladende havde det sneet i nattens løb, for der var ikke andre spor i sneen end vore egne. Så længe det varede. Paul havde kikkerten fremme, og jeg var flittig med kameraet, så et par hundrede meter nedenfor toppen af Unterrothorn blev vi overhalet af et andet par. Så kunne de jo passende trække spor den sidste bid vej til toppen.

På vej op over Ritzengrat mod Unterrothorn.