Nu er jeg jo godt nok ikke kommet her til Boston for at se nærmere på byen som sådan, men mere for at bruge den som basis for allehånde aktiviteter. Over nettet havde jeg mødt Alex, og ud over hans mange andre kvaliteter er han også turguide i Appalachian Mountain Club, og det var med ham jeg skulle ud og se White Mountains. På vandreturen i sig selv ville jeg blot være en blandt mange deltagere, men det skulle jo ikke forhindre os i at have lidt privatliv når ikke vi var på bjerget. Alex er en spinkel fyr, men han har godt nok gode ben, og ved hvordan han skal bruge dem! Weekendens program var ikke for begyndere, da vi over længere stræk lod hånt om stier og selv skulle finde vej gennem skoven. Fredag eftermiddag kørte jeg med Alex til White Mountains halvvejs oppe i New Hampshire, en tur på omkring tre timer, hvor vi tilbragte en hyggelig nat sammen i en campinghytte. Lørdag morgen mødte vi op med de andre syv deltagere og de to med-turledere. Første mål var Mt. Carrigain, 4700ft. (1433m), som var let nok, da der var sti de 3400ft. til toppen. Og allerede her bemærkede jeg, at folk generelt var i god form og satte et godt tempo lige fra start. Ikke noget sjoskeri her, som når jeg er på tur derhjemme med Piv. Fra toppens udsigtstårn havde vi en fin udsigt over de skovklædte bjerge, som i høj grad mindede om bakkerne i Midtsverige. Men så var freden forbi, for nu skulle selve turen starte. Vi forlod stien og steg ned over bjergets NE-grat, og det var utroligt, så stor forskel en sti gjorde. Det var reel urskov det her, med massevis af vindfælder, der bare lå hvor de nu var faldet. Ingen oprydning her! Vores samlede gruppe på 11 mand var egentlig for stor til en bushwhack, og fra tid til anden måtte vi holde mandtal. Ofte var skoven så tæt, at man kun kunne se personen foran sig, hvis overhovedet, og her fik jeg en forståelse af, hvad en tremeter-skov er! Kort og kompas var hjælpemidlerne, for ganske vist havde den ene turleder en GPS med, men det var kun til brug i en nødsituation. Vi fik kæmpet os ned ad graten til en mellemtop, og nåede så frem til det egentlige mål, Vose Spur 3862ft. (1177m), der var markeret med en lille hvid boks oppe i et træ. Imponerende, at de kunne føre os direkte frem til den boks efter flere timer uden sti i den tætte skov!

Udsigt mod Vose Spur fra Mt. Carrigain.