Jeg overlevede turene i White Mountains og kom tilbage til Boston søndag aften, godt mørbanket. Men nu er det jo sådan, at jeg altid har haft en fascination af, hvad en krop kan klare, og allerede dagen efter var jeg klar til næste udfordring. Jeg havde erfaret, at en fyr i Michigan havde en strækbænk, og den ville jeg vildt gerne prøve - og så måtte jeg jo en tur til Michigan. Jeg lod det meste af bagagen stå i Boston, og med halvfyldt daypack tog jeg flyet de to timer til Chicago, hvorfra jeg med en 'puddlejumper' smuttede over Lake Michigan til Lansing, hovedstaden i Michigan. Jeg blev hentet i lufthavnen af Tim, en veltrænet og solbrændt fyr på 54, og kørt til hans hus, et traditionelt amerikansk toetagers parcelhus, af den type jeg har set så mange gange på film, men aldrig oplevet selv. Med fuld kælder, som han havde indrettet til sit eget private torturkammer. Jeg følte mig dog herligt tryg ved ham, da vi startede med en times snak indtil jeg fik bind for øjnene og ført ned i kælderen. For mange vil det nok være grænseoverskridende at være et ukendt sted med en fremmed mand og blive spændt fast, udstrakt på et bord. Men jeg følte mig helt tryg ved ham, og det hjalp selvfølgelig også at mine to venner i Boston havde sagt god for ham. Jeg er nu fascineret af dette grænseoverskridende broderskab, som er så langt over, hvad boyfriend derhjemme kan præstere - sammenlignet med recon er boyfriend håbløst dilettantisk. Jeg fik prøvet pinebænken samt et par af hans andre møbler - tilsyneladende bruger han de lange vinteraftner til at bygge sine egne bondagemøbler, hvor han så inviterer udvalgte venner hjem - og enkelte ukendte, hvilket jeg nød godt af i de tre dage jeg var i Lansing. Flere har dog takket nej, da Lansing efter deres opfattelse var for langt væk, men de fleste amerikanere har jo en bil, og flyet er opfundet. Jeg vil da meget hellere flyve via Chicago end betale en formue for at leje en bil og bruge to dage på, selv at skulle køre frem og tilbage. Her til aften blev jeg lagt på bænken en sidste gang og strakt ekstra ud, så der ikke var meget bevægelse mulig. Hvilket var fint - indtil han begyndte at kilde mig, hvilket er hans passion! Jeg havde ellers ikke troet at jeg var synderlig kilden, men Tim lærte mig det anderledes!

På pinebænken i Michigan.