Forrige weekend havde jeg været med Alex og hans gruppe fra AMC på bushwhacking i White Mountains, og da han efterhånden kendte min interesse for høje bjerge og vide udsigter havde han foreslået, at vi tog en tur sammen til et af de bjerge, der ragede op over trægrænsen. Og ved samme lejlighed havde vi også en anledning til at nyde hinanden lidt mere! Så i går eftermiddags blev jeg atter en gang hentet på hotellet, og kursen blev sat mod Mount Washington, der ud over sine øvrige kvaliteter var New Hampshires højeste bjerg, og højeste punkt i nordøstlige USA. Efter en dejlig nat i vort snart sædvanlige motel i Twin Mountains Village vågnede vi til fantastisk vejr. Solen var på vej op over den skyfri blå himmel, så det var lige vejr til en bjergtur. Som højeste bjerg i White Mountains var der vel næppe en rute på Mount Washington som ikke var lønnende, men efter råd fra Alex havde vi besluttet os for at forsøge os på Huntington Ravine Trail, som havde ry for at være den vanskeligste vandresti i White Mountains. Der er ca. 4250 ft. højdeforskel fra starten i Pinkham Notch til toppen i 6288 ft., og i den første fjerdedel fulgte vi Tuckerman Ravine Trail, derefter næste fjerdedel op over en mindre sti gennem skoven til foden af Headwall, som klart var den mest spændende del op over væggen til plateauet, der førte os den sidste fjerdedel op til toppen. Som vi nærmede os bunden af ravinen og gradvist steg op over væggen ændrede stien langsomt karakter til scrambling op over store bouldere, indtil vi nåede The Fan, hvor vi holdt frokostpause. The Fan så ud til at være reel klatring, omend ikke særlig stejlt, og gule markeringer viste den generelt bedste vej op over væggen. Alex bad mig starte ud, hvilket jeg gerne gjorde. Jeg havde tillid til Alex, så jeg skulle da ikke svigte den tillid han viste mig. Klippen var god, fast og tør, og der var alle de trin og greb der var behov for. Så selv om jeg hverken havde klatrestøvler eller bjergstøvler på, men blot vandrestøvler, gik det fint deropad. Umiddelbart så det ud til at være blot en enkelt pitch, men da jeg kom rundt om hjørnet fortsatte ruten op over mere klippe. Men sandt at sige, så nød jeg turen, for selv om vi ikke brugte reb var det ikke sværere end at jeg hele tiden havde overskud og kunne magte situationen. Nu var det heller ikke særlig svært. I° med passager af II° eller amerikansk Class 4 gradering, men det satte bestemt krydderi på ruten, at det ikke bare var en simpel vandretur, men en rute med gods i. Og jeg blev mere og mere glad for, at jeg havde lært Alex at kende. På knap fem timer nåede vi højeste punkt, hvor vi kunne nyde en lille snack inden den lange nedstigning over Tuckerman Ravine Trail tilbage til Pinkham Notch ventede.

Umiddelbart under toppen af Mount Washington.