Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. september 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Farvel Boston - og på gensyn! Onsdag, 22.09.10

Nedstigningen fra Mount Washington tog lidt længere tid end beregnet, selv om Tuckerman Ravine Trail var den letteste rute på østsiden af bjerget. For de 1300 højdemeter er jo ikke lige at kimse af, selvom bjerget i sig selv ikke har den store højde. Klokken blev fire inden vi forlod toppen, og vi nåede lige akkurat ned til Pinkham Notch inden det blev mørkt, så heller ikke denne gang fik vi brug for pandelampen. I bilen tilbage til Boston sad vi og diskuterede turen, og hvilke muligheder der kunne byde sig fremover. Jeg synes det havde været en rigtig god tur, for Huntington Ravine Trail havde givet lige den passende mængde af udfordringer til mig, med lettere klatring uden at være overvældende eksponeret, så jeg hele vejen op følte jeg havde overskud, og kunne lave alternative rutevalg når jeg var kommet bort fra den letteste rute. Samtidig forstærkede det oplevelsen at jeg var gået forrest hele vejen op over væggen - selv om der jo ikke er den store forskel når man ikke går i reb sammen. Og Alex havde været rigtig glad for de dage vi havde haft sammen, da han ikke tidligere havde mødt nogen, som ikke bare havde lyst til at lege sammen om aftenen og natten, men også havde lyst til at gå i bjergene med ham dagen efter. Det varede ikke længe før fokus blev flyttet fra White Mountains til Rocky Mountains. Alex havde besteget en håndfuld 14-tusindere der ved en tidligere lejlighed, og han kunne godt lide tanken om at vi kunne lave en tur dertil sammen. Måske endda kombinere det med en roadtrip, hvor jeg kunne flyve ind til Boston i stedet for Denver, og så køre sammen over kontinentet og besøge venner og bekendte undervejs. Det vil blive en lang tur, for der skal da nok være 2000 miles fra Boston til Denver, men er det ikke lige den amerikanske måde at udforske en så stor nation som USA på? Og at tage afsted sammen i 2011 vil passe fint med mine skjulte planer om at løbe Pikes Peak i Colorado næste sommer, og derfor vil have brug for at lave nogle ture i højden som forberedelse. Og at kunne gøre det med en så dejlig fyr som Alex. Jo, jeg havde rigeligt at fundere over, i takt med at flyet bevægede sig mod Danmark. Jeg var kommet tilbage til Boston sent mandag aften, og allerede tirsdag sagde jeg farvel til Boston, og satte kursen mod Danmark efter flyskift i Washington. Men min rygsæk blev nu stående i Washington...


På vej ned gennem Tuckerman Ravine Trail.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.