Efter mit temmelig nedslående halvmarathon, der afsluttede min deltagelse ved GayGames i Köln i sidste måned, har jeg holdt lav profil med løberiet her i september, for tilsyneladelse mente både mine ben og Paul i skøn samdrægtighed, at jeg burde holde en pause. Hvilket satte mig i lidt af et dilemma, for dels var det svært at holde løbetrangen tilbage, dels kunne noget jo tyde på, at de havde ret. Benene og Paul, altså! Heldigvis var det dog ikke så svært at holde en pause fra løberiet her i september, da jeg havde rigeligt at gøre med at tilgodese mine andre interesser på flere ture rundt i udlandet. Mest udslagsgivende var turen til Boston, som strakte sig over en halv måned, og som indbefattede både to avancerede vandreture i White Mountains og en halv uges besøg i Michigan. Og selv om jeg måske ikke fik løbet så meget skal jeg da sandelig sige, at benene ikke fik lov til at slappe af, omend de blev brugt på en anden måde end de var vant til. Kun fem løbeture blev det til, når alt tælles sammen, men heraf var de tre indendørs, som jo ikke rigtigt tæller som 'rigtige' løbeture efter min tankegang. En af disse ture var på løbebåndet i fitnessrummet på et af de hoteller jeg boede på, mens jeg var i Boston. Hvilket var lidt af en oplevelse, for jeg kunne så nogenlunde regne mig frem til hvor meget håndvægtene vejede, det var jo rundt regnet blot at dele med to, når nu vægten var angivet i pund. Men at omregne miles pr time til minutter pr km var en lige lovlig stor opgave, især når man banker afsted på båndet fordi der var gået noget galt i beregningen. Til fremtidigt brug kan jeg nævne, at min sædvanlige starthastighed på 6 min/km svarer til 10 km/h, hvilket igen svarer til cirka 6,2 mph. Så når jeg havde startet ud med 10 mph svarede det faktisk til 3:44-tempo! Det er mange år siden jeg havde løbet det tempo, og jeg fik da også travlt med at geare ned, inden jeg blev smidt af båndet! På månedens sidste dage begyndte jeg dog så småt at starte op med noget træning igen, ikke fordi benene krævede det, men fordi jeg kunne mærke, at den resterende del at kroppen trængte til en omgang, nu hvor strabadserne i White Mountains efterhånden var arbejdet ud af kroppen. Så jeg fik da snøvlet mig op på 29 km i løbet af måneden, hvilket jo hverken er buh eller bæh! Hvad der måtte ske i de kommende måneder kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, men jeg har jo et vist marathon i Colorado, der ligger og venter på mig om godt ti måneder...