Det er starten af oktober, og dermed også ved at være tid til den årlige generalforsamling i UIAA. Jeg var til min første UIAA generalforsamling i 2000, da den blev afholdt i Clairefontaine udenfor Paris, og fra mødet i Singapore i 2005 har jeg hvert år siddet som den danske repræsentant i denne internationale organisation. Disse årlige møder har bragt mig rundt på hele kloden: Berchtesgaden i Tyskland, St. Johann i Østrig, Singapore, Banff i Canada, Matsumoto i Japan, Teheran i Iran, Porto i Portugal, og nu er turen kommet til Bormio i Italien. Selv om det var her i Europa synes jeg nu turen var lang nok, da det tog næsten tolv timer før jeg kunne checke ind på hotellet her i denne lille norditalienske skiby. Men det var dejligt at se alle de kendte ansigter igen. Det er fordelen ved at have deltaget i så mange år som jeg har, da vi kender hinanden og har en ensartet forståelse af tingene. De første år var der rigtig mange ting, der gik hen over hovedet på mig, da jeg ikke rigtig vidste hvad der blev talt om, når der blev refereret til episoder på tidligere møder. Men det har jeg efterhånden kommet efter, selv om der gik adskillige år dermed. Jeg checkede ind på værelset, smed sækken i garderoben og mig selv på sengen, men blev dog hurtigt enig med mig selv om, at jeg vistnok trængte til en bajer! Så få minutter senere gik jeg ned i baren, hvor jeg straks faldt i snak med andre af de tilrejste. Flere havde været oppe i Stilfserjoch til et seminar om bjerghytter, og jeg havde også selv overvejet at deltage heri, men havde alligevel valgt, ikke at deltage. Jeg er jo ikke længere medlem af Dansk Bjergklubs bestyrelse, så jeg er en smule mere tilbageholdende nu. For selv om emnet var interessant nok for mig har det jo ikke den store betydning for DB. Jeg faldt dog hurtigt i snak, og pludselig blev der kaldt til spisning. Jeg var ganske vist ikke forhåndstilmeldt, da jeg ikke havde regnet med at være fremme tids nok, men det problem blev hurtigt løst. Middagen fortsatte med kaffe i baren og efterfølgende drinks, så klokken havde passeret midnat før jeg var tilbage på værelset igen. Så det blev først dagen efter at jeg fik pakket ud! De fleste af os var samlet på Hotel Palace, som er et firestjernet hotel, og som normalt var lukket på dette tidspunkt. Men organisatorerne havde fået det lukket op til lejligheden, og det var en genistreg. For hotellet var kun åbent for de delegerede, og det betød, at alle man mødte på hotellet havde en eller anden tilknytning til UIAA. Men ellers var der fuld service, bortset fra poolen, der var lukket for renovering. Til gengæld fik vi overnatningen til en pris, der var under en trediedel af listeprisen! Så kan man i hvert fald ikke klage!