UIAAs generalforsamling er et indlysende sted at skabe og vedligeholde kontakter på tværs af grænseskel. Vi så det jo mens de internationale forbund for sportsklatring og skibestigning var i sin vorden, og stadig inde under UIAAs paraply i form af International Council for Competition Climbing og International Ski-Mountaineering Council (kendt som ICC og ISMC). Det var selvfølgelig indlysende at disse organisationer afholdt deres plenarforsamlinger i forlængelse af UIAA generalforsamlingen, men at der er folk samlet fra nær og fjern kan også udnyttes i andre sammenhænge. Som da der i Banff blev afholdt et seminar om den globale opvarmnings indflydelse på det alpine miljø, eller i Porto, hvor der blev sat fokus på vanskelighederne ved at drive en nationalpark i et civiliseret og beboet område under hensyntagen til de mange og ofte modsat rettede krav. Her i Bormio var der inden generalforsamlingen et seminar om bjerghytter, som jeg dog havde valgt, ikke at deltage i, men efter generaforsamling og gallamiddag, efter det hele var overstået, havde CAI, den italienske bjergklub, inviteret til et diskussionsmøde om, hvorvidt der skulle oprettes en arbejdsgruppe for Europas bjerge. Alle forbund og UIAA-medlemmer i Europa var inviteret til dette møde, der fandt sted søndag morgen. Ordstyrer var Silvio Calvi, hvilket ikke var noget dårligt valg, med tanke på hans arbejde i arbejdsgruppen for en rekonstruktion af UIAA, en arbejdsgruppe som efterfølgende blev opkaldt efter ham. Der findes i forvejen et organ, Club Arc Alpin, der varetager de alpine interesser i Europa, og det var naturligt at CAAs formand, Josef Klenner indledte debatten. CAA havde haft tilsvarende tanker om at få forøget politisk indflydelse i Bruxelles, men det var meget tungt og kostbart arbejde, og man var ikke interesseret i at udvide CAAs medlemskare ud over Alperne. Man ville dog gerne samarbejde om en europæisk arbejdsgruppe. Der var stor tilfredshed med denne udmelding, især fra Portugal og de mange lande på Balkan. Det skulle ikke være en stor organisation, fx deltog Slovakiet kun i UIAA-møderne hver 5. år af finansielle årsager, og man var derfor ikke interesseret i forøgede rejseomkostninger. Sverige bidrog med de gode erfaringer fra Nordic Climbing Council. Spanien mente ikke der var behov for en arbejdsgruppe, da vi jo allerede havde en organisation i UIAA. Schweiz var af samme opfattelse, men kunne tilslutte sig den nordiske model. Der var dog enighed om at fortsætte med en løs arbejdsgrippe, hvortil alle ikke-repræsenterede lande også skulle inviteres. Efter svensk forslag vil arbejdsgruppens primære opgave være udveksling af information, og i mellemtiden kunne hver repræsentant forsøg at finde bjerg-venlige politikere i Europaparlamentet, i stil med den italienske tværpolitiske sammenslutning Amici del Montagne blandt deres politikere. Først langt senere vil det komme på tale at søge penge fra EU. Så det ser ud til, at Calvi og CAI får sig en ny arbejdsgruppe. Næste møde i arbejdsgruppen forventes at blive til maj 2011 i forbindelse med CAIs næste kongres.