Det havde været nogle gode dage i Bormio, hvor jeg havde deltaget i en række møder, der alle var foregået i god fordragelighed, og jeg havde virkelig fornemmet en god stemning iblandt os. Jeg havde ganske vist ikke havde været med til hytteseminaret oppe ved Passo Stelvio, men jeg havde da alligevel formået at få en dag i bjergene da jeg var ude og lave en opstigning til Croce di Reit på min første dag hernede. Men nu var det lukketid, bogstavelig talt, for mandag lukkede vort hotel igen, efter at have holdt ekstraordinært åbent for os i en uge. De fleste var kommet hertil i udlejningsbiler fra diverse lufthavne, men vi var nogle stykker, der havde taget de fire timer med tog og bus hertil fra Milano. Ikke bare mig, men også Buddha Basnyat, præsident for Medical Commission, og vi slog følge på tilbageturen. Næste års UIAA generalforsamling vil finde sted i Kathmandu, og jeg havde i Bormio haft nogle gode snakke med både Buddha og den nepalesiske delegerede Laxman Bhattarai om, hvordan man kunne organisere generalforsamlingen næste år. Sandsynligvis vil den blive afholdt på Hotel Yak & Yeti, som både har konferencefaciliteter store nok samt rigeligt med hotelværelser i den bedre klasse. Ligesom hotellet ligger vis-a-vis Thamel, hvor der er i overflod af billige hotelværelser samt den hygge mange kommer til Kathmandu for at finde. Vi skiltes på Milano Centrale, hvor Buddha skulle videre til sit hotel, og en forventelig aftale med den sidste nadver på klosteret Santa Maria delle Grazie. Selv skulle jeg også videre til mit eget hotel, for jeg kunne jo ikke rejse gennem Milano uden også at besøge Dario, det var jo snart to måneder siden vi sidst havde leget sammen. Jeg havde denne gang booket et hotel lige over for stationen, og jeg havde derved fundet ud af, hvor let det er at komme til og fra Milano. Der er jo ikke jernbane til lufthavnen i Malpensa, og den ligger 30 km uden for byen, så jeg havde altid fået Darios assistance når jeg skulle til og fra Malpensa. Men nu ved jeg at der er bus fra Malpensa til Centrale hver 20. minut, og med et hotel lige ved siden af er det overraskende let at komme til og fra. Vi fik dog ikke meget mere end et døgn sammen, da han dagen efter blev kaldt til Brescia, hvor hans onkel var røget på hospitalet, så aftenen brugte jeg i stedet på at begynde at arbejde mig gennem mine mange papirer fra Bormio.

Sidste aften i Milano.