Inden Dario blev kaldt til Brescia havde vi nået at få et rigtig hyggeligt døgn sammen i Milano. Vi havde naturligvis været ud og gå en tur i byen om mandagen, og hen under aften var vi nået frem til Duomo. Selv om det var midt i oktober var det en lun aften, og der var en hyggelig stemning på kirkepladsen foran katedralen. Lige en situation hvor man egentlig blot havde lyst til at trisse rundt og kigge på fyre. Og der var da nok at kigge efter. Men Dario kunne ikke holde sin frustration tilbage, for hver gang han ser et flot behåret og stort stykke mandfolk komme forbi, så kommer fyren altid trækkende med et kvindemenneske og, for at føje spot til skade, ofte en eller flere hylende unger. Og han kunne se hvor uinteresseret fyren var i disse larmende unger. I Italien holder man lidt mere på formerne end herhjemme, og det er ikke så velset at omgærdes med skrigende unger. Men Dario undredes hele tiden til fulde, hvorfor alle disse dejlige fyre altid var beslaglagt af kvindfolk. Og noget var der om snakken. Jeg kunne til fulde føle hans frustration fra mine egne erfaringer, omend det kun i begrænset omfang var kvinder der kom på tværs. Men for mig var det oftest sådan, at når jeg havde fundet en fyr at lege med, så havde han allerede en partner, men at denne partner ikke var interesseret i den slags aktiviteter som vi kunne lave sammen. Og så er det jeg spørger, hvorfor man har en partner, hvis man ikke engang kan leve sine drømme ud sammen med sin partner? Eller endnu værre, at man ikke tør fortælle sine partner om sine okkulte tanker, fordi de måske ikke ville falde i god jord. Jeg har gjort mange fyre glade i løbet af det sidste års tid, og bevares, de har da også gjort mig glad, men jeg synes det er så frustrerende at jeg kan give dem noget, som de har søgt i lang tid, mens jeg ved at det næppe udvikler sig til mere end det. Hvorefter vi går hver til sit igen. Alt imens savnet blot langsomt vokser sig større. Hvorfor? Per què? PER QUÈ?
Jeg havde ikke bemærket at vores snak efterhånden var blevet temmelig højrøstet, og de andre italienere kiggede på os, mens de måske spekulerede over, hvad vi monstro spurgte om. Men de ville aldrig kunne give os et svar, måske de endda ikke engang kunne forstå spørgsmålet.

Duomo ved nattetide.