I og med at der efterhånden var ved at komme styr på både økonomi og medlemsskare i UIAA kunne man efterhånden begynde at koncentrere sig om det væsentlige, nemlig at fortælle lidt om, hvad UIAA rent faktisk foretager af aktiviteter for bjergene. Efter min opfattelse er arbejdet i kommissionerne noget af det vigtigste i UIAAs udøvende arbejde, og derfor har jeg hele tiden syntes det var beskæmmende, at vi på de årlige generalforsamlinger har brugt størstedelen af tiden på at diskutere kedsommelige emner som personalepolitik og regnskaber, Selv for mig som regnskabsmand har jeg fundet at det var forkert at bruge så meget tid indendøre og diskutere regnskaber og budgetter, når nu man vidste at de solbeskinnede bjerge lå lige ude på den anden side af vinduerne og lokkede. Og jeg vidste godt at jeg ikke var alene med den holdning, for efter at have været til sin første UIAA generalforsamling i Berchtesgaden i 2003 havde min portugisiske kollega José Basto opfindet et nyt navn for begrebet: meetineering som kontrast til den mountaineering, som han havde troet at han var taget til Berchtesgaden for at diskutere. Men nu hvor der er styr på økonomien og fårene er ved at vende tilbage til folden er der nu så meget overskud, at der atter kan gives tid til kommissionernes arbejde. Hvilket også kunne ses af agendaen for generalforsamlingen, for afrapporteringen fra kommissionerne var nu rykket op som punkt 6 på agendaen, lige efter præsidentens og økonomidirektørens beretninger. Hvilket betød, at der ikke blot var tid nok til kommissionernes beretninger, men også at vi kunne høre de første beretninger før frokost, mens vi var rimelig friske, i stedet for at skulle vente til fem minutter i lukketid. Derved blev beretningerne aldrig til mere end blot en sidebemærkning til generalforsamlingen, og kunne let tolkes som en miskreditering af kommissionernes arbejde. Så henved halvdelen af generalforsamlingen kunne derved bruges fornuftigt på kommissionerens arbejde, hvilket jeg vil dykke mere ned i i løbet af næste måned.